For Fluid Motorsport blev den forgangne weekend til noget helt særligt. Mens Danmarksmesterskabet i Formel Ford blev afgjort i forrige weekend, hvor Mikkel C. Johansen sikrede sig tredjepladsen i mesterskabet og var markant hurtigst – med hele syv banerekorder i ét løb - weekenden igennem, var det i weekenden efter tidligere danske Formel Ford-kørere, der leverede resultater. Mikkel C. Johansen blev nummer tre i årets danske Formel Ford-mesterskab. (Foto: Gripping Media)
Mikkel Mac, der kørte en halv sæson for Fluid Motorsport i 2009 og vandt rookie-pokalen, har i denne sæson deltaget i Formel Renault 2.0 North European Cup for det belgiske KTR-team. Ved dette års sidste løbsweekend lykkedes det den unge falstring at tage andenpladsen i mesterskabet - så nu står den på Formel 2-test!
En andenplads i Formula Renault 2.0 NECUP var en flot præstation af Mikkel Mac. (Foto: Gripping Media)
En endnu større succes stod sidste års Danmarksmester i Formel Ford for. Dennis Lind, der tidligere på året kunne kalde sig for Europamester i Formel Ford, deltog i Formula Ford Festival på Brands Hatch, også kaldet det uofficielle verdensmesterskab for Formel Ford.
Lind blev dansk Formel Ford-mester i 2009, men i 2010 sikrede han sig både Europa- samt verdensmesterskabet! (Foto: Gripping Media)
Sammen med de kompetente teknikere fra Fluid Motorsport var Dennis allerede fra starten af weekenden blandt de hurtigste, og for at understrege suveræniteten, vandt han samtlige heats hele vejen til finalen - som han vandt med to sekunders forspring til nærmeste konkurrent.
Med sejren kan Dennis ikke kun kalde sig for verdensmester i Formel Ford. Han er også den tredje dansker, der har stillet sig på toppen af podiet til det prestigefyldte løb.
"Det er en kæmpe præstation af Dennis", siger teamchef, Elvin Nielsen. "Vi ved, hvor svært det har været, bare at skrabe pengene sammen til at køre for - men vi vidste også godt, at han ville kunne vinde det hele, hvis først han kom afsted."
"For Fluid Motorsport er det en kæmpe fjer i hatten", fortsætter Elvin. "Vi har siden 1999 sikret os fem Europamesterskaber og nu et verdensmesterskab i Formel Ford, så vi har endnu en gang vist, at vores talentudvikling fungerer. Dennis og de to gange Mikkel er for alvor på vej mod toppen af motorsporten, og vi er stolte af at have arbejdet sammen med dem."
Fluid Motorsport Scandinavia arbejder på fortsat at indsætte sine Van Diemen-racere i den danske Formel Ford-serie for unge talenter i 2011. De er også at finde ved "Prøv en Formel Ford"-eventet på Padborg Park den 27. oktober.
Fluid Motorsport Scandinavia Gripping Media ApS Læs mere om: Dennis LindMikkel C. JohansenMikkel MacFluid MotorsportJyllandsringen10/10/10 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM |