FIA Formel 2   03/12/10

Mikkel Mac klar til Formel 2 test fredag
- et kig bag kulisserne
Mens snemasserne har omfavnet Danmark gennem den sidste uge, har der været anderledes travle forberedelser i det varme men noget regnfulde Portugal. Det 17 årige danske racertalent, Mikkel Mac, fik som præmie for sin andenplads i Formel Renault 2.0 NEC serien en gratis test i den internationalt meget anerkendte Formel 2 serie, som ligger lige under GP2.


Mikkel foran 2011 F2 bilen.
(Foto: Søren Mac)

Den præmie er køreren fra Falster nu i Portugal for at indløse, nærmere bestemt på Portimao banen på Algarvekysten. Trods enkelte voldsomme regnbyger har vejret været ganske lovende, og der forventes faktisk tørvejr og høj sol det meste af fredag den 3. december, hvor Mikkel skal prøve kræfter med den 485 hestekræfter stærke F2 racer.

En international test af en ny racer er mere omfattende end de fleste er klar over. Derfor har Mikkel og hans team afsat en hel uge til formålet, selvom selve testen kun er på en enkelt dag. Men det er sin sag at teste en helt ny racer på en bane, hvor den unge dansker aldrig tidligere har kørt.

Derfor vil vi løfte sløret for hvordan en F2 test foregår; fra ankomst til banen tirsdag til den sidste omgang fredag aften.


En glad Mikkel ved sin Formel 2.
(Foto: Søren Mac)

Første banebesøg tirsdag morgen, en meget spændende bane
"Det har allerede været en spændende og indholdsrig uge, og jeg har endnu ikke kørt en meter i raceren," fortæller Mac torsdag aften. "Vi var på banen første gang i tirsdags hvor Superbike serien testede på banen, bare for at få en fornemmelse af forløbet. Og jeg må sige at den ser helt utroligt spændende ud, ekstrem kuperet med mange blinde sving samt sving der hælder den forkerte vej. Den er bygget i bakkerne udenfor Lagos på Atlanterhavskysten, og det bærer banen helt tydeligt præg af."

16 biler, 25 medarbejdere og 1 dansker
"Onsdag var vi igen på banen for at møde Formel 2 teamet, her er der tale om et stort team som har taget 16 racerbiler med samt 25 mekanikere og ingeniører fra England."

Der var lidt spænding om teamet blev fuldtalligt, på grund af snevejret der har lukket det meste af England. Men det lykkedes til sidst, blandt andet via nogle lange køreture til lufthavnen i Sevilla i Spanien.

"Mange af de andre kørere har tidligere kørt Formel 2, Formel 3 eller tilsvarende, hvilket er langt mere end jeg har. Men det bekymrer mig ikke, jeg har tidligere testet en Formula Master i Ungarn under lignende forhold. Selv vejret var faktisk det samme, solskin og regn der afløste hinanden."

Tordenvejr og lynild torsdag
"Torsdag morgen klokken 7 var jeg til kørerbriefing i hospitalityteltet, hvor chefingeniøren gennemgik hele testforløbet for mig, fortalte om banen og ikke mindst bilen. Derefter fik vi mulighed for at køre på banen i vores gadebil, og jeg er helt utroligt imponeret over hvor stejl banen er flere steder. Desværre har det regnet det meste af torsdagen, så banen var våd indtil sidst på eftermiddagen."

"Jeg har vundet denne test, så jeg har kun en enkelt testdag på fredag; hvilket beløber sig til 76 omgange eller 350 kilometer. Så det var yderst interessant at se de andre kørere lære både bane og bil at kende, gennem hele torsdagen. Særligt turbomotoren og håndkoblingen er en udfordring. Men det er også den eneste bil jeg har kørt, hvor man kan stille krængningsstabilisatoren og frontvingen indefra bilen, mens man kører. Det er en avanceret bil, som Willams Formel 1 teamet har bygget."


Indstilling af sæde.
(Foto: Søren Mac)

"Det var meningen at vi først skulle lave et sæde til mig torsdag aften, men det er nogle effektive mekanikere så det fik vi klaret allerede om eftermiddagen. Jeg havde mulighed for at prøve næsten 30 sæder af, passede ingen af dem ville teamet alternativt støbe et til mig. Men vi fandt et jeg kunne bruge. Derefter skulle rattet, sikkerhedsselerne og pedalerne indstilles. Det tog en times tid, men så er det også helt perfekt til mig."


Indstilling af pedaler.
(Foto: Søren Mac)

Forberedelser hjemme, til den store udfordring
Mange undrer sig sikkert over, hvordan man som ung kører forbereder sig til sådan en udfordring, med både ny og kraftigere bil samt ikke mindst ny bane.

"Jeg har, før jeg rejste herned, øvet banen på computer. Men F2 er kendt for deres elektronik, der er for over 200.000 kroner elektronik i en F2 bil. Deriblandt kameraer der vender både forud og bagud. Der er datalagring, så jeg kan se både mine egne omgange, samt ikke mindst hver sessions hurtigste kørers gearskifte, fart, g-påvirking og meget andet."

"Det giver mig således mulighed for, at sammenligne og optimere min egen kørsel. Alle disse data kan jeg se på banen, samt ikke mindst få hjem på hotellet til analyse."

Fra mange kræfter til endnu flere
"De sidste 40 minutter får vi mulighed for at anvende turbo overboost funktionen. Det giver mig 50 ekstra hestekræfter, i et boost af 6 sekunders varighed. Af hensyn til motoren skal jeg vente 10 sekunder mellem hvert boost. Jeg har otte boostskud til rådighed, og det hjælper med overhalingerne samt ikke mindst de utroligt stejle bakker der er på banen. Det giver bilen 485 hestekræfter, og det gør bilen til en af de hurtigste biler. Den er faktisk hurtigere end en Formel Renault 3.5 Worldseries bil."


Endelig klar til test.
(Foto: Søren Mac)

Nu er det endelig tid!
"Klokken 8.15 fredag morgen går det løs! Jeg skal møde min ingeniør Nick, som vil sætte bilen op sammen med mig. Alle starter med samme opsætning, fra nul og så kan man ellers optimere ud fra ens personlige kørestil. Det er en stor udfordring, jeg har ikke nær så meget rutine som dem jeg kommer til at køre imod. Men med en så spændende bane, og en så udfordrende bil så bliver det mit livs oplevelse. Jeg glæder mig til at kunne fortælle mere!"

Aslak Vind
Presseansvarlig
Mikkel Mac


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • Portimão

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport