Go Kart   25/12/10

Pilgaard brothers tørner ud i nye Dino gokarts i 2011
De unge og talentfulde karting-brødre, Casper og Simon Pilgaard, Ryomgård, har indgået en sponsorkontrakt med Dino A/S i Auning.
Casper Pilgaard, 13, og Simon Pilgaard, 11, Ryomgård, har fået smag for gokart-sporten for alvor efter en begivenhedsrig sæson i 2010.

Med støtte fra deres far, den tidligere rally-danmarksmester Jørgen Pilgaard, og deres onkel, Henrik Pilgaard, der begge agerer som mekanikere, er brødrene parate til at tage nye syvmileskridt på gokart-banerne i 2011.


Ryomgård drengene Simon (tv) og Casper Pilgaard skal køre i en Dino-racer i 2011.
(Foto: Lars Norma Thomsen / Lokalavisen)

Sponsorkontrakt med Dino
Her tæt på årsskiftet har Team Pilgaard netop skrevet under på en sponsoraftale med Dino A/S i Auning, som producerer gokarts til både ind- og udland.

Kontrakten medfører, at Dino A/S stiller to splinternye gokarts til rådighed for Casper og Simon, der nu blot skal bede deres mekanikere om at skaffe to konkurrencedygtige motorer.

“Vi ser meget frem til samarbejdet med Dino A/S, som giver teamet hele nye muligheder,” siger Jørgen Pilgaard.

“Vi får noget splinternyt grej stillet til rådighed af en føren-de dansk producent, som ligger i en afstand af Ryomgård, der gør det nemt for os at hente reservedele, og samtidig kan vi løbende være med til at komme med inputs, der kan forbedre produktet,” fortsætter en begejstret Jørgen Pilgaard, der har kendt Dino-folkene, salgschef/daglig leder Torben Henriksen, og teknisk produktionsleder Anders Byriel, i flere år.

Både Henriksen og Byriel har også en fortid i motorsporten.

“Vi vil gerne støtte danske karting-talenter, og kontrakten med Simon og Casper bliver ikke den sidste, vi indgår,” forsikrer Torben Henriksen.


Karting-brødrene, Simon (forrest) og Casper Pilgaard, markerede underskrivelsen af sponsoraftalen med Dino A/S sammen med fra v: salgschef/daglig leder Torben Henriksen, Dino A/S, Jørgen Pilgaard og teknisk produktionsleder Anders Byriel, Dino A/S.
(Foto: Lars Norma Thomsen / Lokalavisen)

Overtog efter legende
Det er snart tre år siden, at Nørgaard Teknik A/S i Auning overtog den snart 70-årige Finn Jørgensens livsværk, Dino A/S.

I gokart-kredse kender de fleste ildsjælen Jørgensen fra Middelfart, som i en ung alder byggede sin første gokart hjemme i sine forældres garage. Finn Jørgensen og direktør Ole Nørgaard, Nørgaard Teknik A/S lærte hinanden at kende via sidstnævntes engagement i Auning Kart Park, og det banede vejen for overtagelsen af Dino A/S, som er så stærkt et brand i både ind- og udland, at der ikke blev ændret på navnet, da virksomheden flyttede til Auning.

Lars Norma Thomsen, Lokalavisen

Pilgaard Motorsport / Jørgen Pilgaard


Læs mere om:
  • Casper Pilgaard
  • Simon Pilgaard

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport