DM Rally   24/03/11

Peugeot Sport Dealer Team DK er klar
til firdobbelt angreb på DM i rally
Efter sidste års flotte 1-2-sejr i Danmarksmesterskabet i rally er Peugeot Sport Dealer Team DK nu klar til at forsvare laurbærrene. Det kommer til at ske med intet mindre end fire mandskaber, der ved weekendens Wikinger Rallye går til angreb på hele to DM-titler for henholdsvis firhjulstrukne biler og rallybiler, der er tunet efter det nationale reglement.

Christian Jensen og Søren Tøndborg fra Ans og Kjellerup tager deres tredje sæson for teamet, hvor de i 4WD-klassen har fået nye teamkammerater i form af Ib Kragh og Karsten Isaksen fra Juelsminde og Egtved samt Esben Hegelund og Preben Jensen fra Hadsten og Nibe. Endelig har den hidtidige teamkoordinator Kjeld Seidler fra Holmegaard atter valgt at iføre sig køredragten, hvor han sammen med Allan Røntved fra Haslev deltager i tunet national.

Christian Jensen og Søren Tøndborg stiller til start i en helt ny Peugeot 207 Super 2000, der er blevet opbygget over de to seneste måneder, og som parret prøvede for første gang i lørdags.


Christian Jensen og Søren Tøndborg starter i denne nybyggede Peugeot Sport 207 Super 2000
(Foto: Keld Vinther)

”Bilen har mange forbedrede finesser i forhold til den, jeg kørte sidste år, men jeg kunne under testen ikke rigtigt mærke nogen forskel, men nu er det også næsten et halvt år siden, at vi sidst har kørt,” siger Christian Jensen. ”Det var rigtigt sjovt at komme i gang igen, men jeg skal nok have kørt nogle flere kilometer, inden jeg kan fornemme, hvor der er forskel på bilerne.”

Christian Jensens DM-vinderbil er blevet overtaget af Ib Kragh, der selv er flerdobbelt DM-vinder. Han har også været ude at teste sin nye Peugeot.

”Bilen kører fint, men der er nogle ting, jeg skal lære og måske gøre anderledes. Under alle omstændigheder virker bilen motormæssigt til at køre godt,” siger Ib Kragh. Han har tidligere vundet Wikinger Rallye i Nordtyskland, men han forventer ikke nogen gentagelse.

”Til det første løb går der stadig nogle kilometer, inden jeg bliver dus med bilen. Det sker måske først ved næste DM-løb. Med min forrige bil havde jeg også en indkøringsperiode, og det tager et stykke tid, inden man er dus med tingene,” siger den tidligere DM-vinder. ”Jeg tror, at vi har en god basispakke. Bilen har jo vist, at den følge med.”


Ib Kragh er nyt medlem i Peugeot Sport Dealer Team DK, hvor han har overtaget DM-vindervognen fra 2009
(Foto: Keld Vinther)

Årets Wikinger Rallye bliver det første løb for Ib Kragh i en Peugeot 207 Super 2000 – præcist ligesom det for to år siden var for Christian Jensen.

”Jeg håber, at vi gør det bedre end dengang, for der startede vi med at gå i stå og tyvstarte på prøve 1, så vi var halvandet minut bagefter, inden vi for alvor kom i gang,” husker Christian Jensen. ”Vi tror ikke, at vi kan vinde generelt over tyskerne. Vi kører efter at blive bedst placerede danskere generelt, men der er mange danskere, som gerne vil vinde, så jeg tror, at det bliver en hård kamp.”

Den bil, som sidste år tog Danmarksmesterskabet, fortsætter også hos Peugeot Sport Dealer Team DK, hvor den nu skal køres af Esben Hedelund og Preben Jensen. Duoen havde i lørdags deres første fuldfartstest med bilen.

”Det gik over al forventning. Den bil kører fuldstændig vanvittig. Vi døjede med, at vi bremsede for tidligt, for den kan virkelig styre og bremse sådan en maskine – det er noget helt andet i forhold til den bil, jeg har haft. Det er svært at få armene ned, når man har været ude at køre i sådan en,” siger Esben Hegelund.


Esben Hedelund har overtaget DM-vindervognen fra sidste år
(Foto: Keld Vinther)

”Bilen passer mig rigtig godt. Det er ligesom at tage en rigtig god frakke på. Den måde, den arbejder ud ad svingene, passer godt til min kørestil. Vores ambitioner for i år er at lære bilen at kende, men byder chancen for at tage nogle gode point, så vil vi naturligvis gøre det.”

Som noget nyt vil Peugeot Sport Dealer Team DK også være at finde i den deltagermæssigt store klasse for biler tunet efter det nationale reglement. Det sker med en specialbygget Peugeot 307CC, der køres af Kjeld Seidler og Allan Røntved.

”Sidste gang, jeg var med i et DM-rally, var i 2008, så jeg er lidt rusten, og det kunne jeg også mærke ved vores test. Vi skal nok bruge et par prøver til at få fart i kroppen og vænne os til nedbremsningerne, men bilen fungerer i hvert fald fint,” siger Kjeld Seidler.

”Vi kører efter DM i tunet national-klassen, hvor vi skal i top 3 i klassen. Vi vil tænke os godt om og sørge for at få nogle gode point med hjem. Vi skal køre med tanke på, at vi skal have bilen med hjem og tænke på, at det er to år siden, vi har kørt DM. Men hvis det hele funker, og vi kan se, at vi kan hænge på, så kører vi efter klassesejren.”

Wikinger Rallye starter fredag klokken 18 i Süderbrarup 40 km fra den dansktyske grænse. Fredag aften køres fire hastighedsprøver, inden der lørdag køres yderligere otte hastighedsprøver med afslutning sent lørdag eftermiddag.


Læs mere om:
  • Allan Røntved
  • Christian Jensen
  • Esben Hegelund
  • Ib Kragh
  • Kjeld Seidler
  • Søren Tøndborg
  • Schleswig
  • 26/03/11 - Schleswig - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto