Christian Sørensen blev i 2010 kåret som Årets kartingtalent i Danmark, og er i 2011 skiftet til den internationale Karting Formula 2-klasse (KF2). Som officiel fabrikskører for norditalienske Tony Kart er der flaget op til mange spændende udfordringer til sydvestjyden.
- De første top-arrangementer er blevet afviklet i Italien, oplyser far og teamchef: Erik Sørensen. - Normalt er der godt vejr syd for Alperne, men i år har vi ramt ind i nogle regnvejrsperioder, hvilket har sat fokus på karternes dæk. I lighed med andre motorsports-grene prøver kørerne at suge de afgørende tiendedele sekunder ud af gummiblandingen for at være med i front.
Christian Sørensen har startet kontrolleret op i WSK-serierne: Master og Euro
Premieren på det åbne italienske mesterskab: Winning Series Karting (WSK) Master blev kørt i Conca, som ligger tæt på Middelhavet i støvlelandets hæl.
- Jeg blev nr. 9 i tidtagningen på Conca blandt de 63 startende fra 21 forskellige nationer, supplerer Christian Sørensen. - Kvalifikationsheatene blev afviklet i regnvejr, og jeg fik scoret en fornuftig samlet startplacering som nr. 8 til forfinalen.
- Finalerne blev kørt i tørvejr, fortsætter Erik Sørensen. - Men kun idealsporet rundt på banen var blevet kørt tørt og rent. Dette resulterede derfor i, at Christian blev skubbet af i første sving, fordi konkurrenterne havde svært ved at bremse på det fedtede underlag.
Christian Sørensen skulle hermed starte bagerst i finalen fra 33. position, men sydvestjyden fremviste god fight og kørte sig op gennem finalefeltet.
- Jeg sluttede på en 7. plads som bedste dansker, konstaterer Christian Sørensen. - Dette resultat er jeg meget godt tilfreds med, specielt fordi det også er min førsteårs-sæson (rookie) i KF2.
De svære vejrbetingelser fortsatte ved premieren på EM-opvarmningsserien: WSK Euro, som foregik i Sarno lidt uden for Napoli i Italien - med udsigt til vulkanen Vesuv.
- WSK Euro er lige så stærkt besat med deltagere fra fabriksteamene, oplyser Christian Sørensen. - Jeg satsede derfor på en tidtagning i TOP TI, og dette blev kronet med held. Jeg scorede 7. hurtigste tid, og den var kun ni hundrededele fra pole position.
I det våde vejr måtte Christian Sørensen fighte for placeringerne i kvalifikationsheatene, men scorede en fornuftig startplacering som nr. 9 til prefinalen.
Opvarmningen til finalerne tegnede lovende, idet Christian Sørensen i tørvejr var hurtigste KF2-kører - med et forspring på en tiendedel sekund til toeren.
- Regnvejret vendte desværre tilbage, afslutter Christian Sørensen. – Dette betød igen nogle kaotiske finaler med masse-sammenstød i første sving efter startlinjen. Jeg kom dog denne gang tilbage på rundbanen, og blev nr. 13 i begge finaler.
For ude venter 2. afdeling af WSK Master for Christian Sørensen i Tony Kart Racing Team, som bliver kørt på 7 Laghi-banen lidt syd for Milano.
Åge Kirketerp Jensen Læs mere om: Christian Sørensen |