DM Rally   30/03/11

Jesper Bisted opnåede sit bedste resultat i DM-rally
Rallykøreren Jesper Bisted fra Oens ved Horsens opnåede sammen med sin nye codriver Leif Heick fra Hejnsvig sit bedste resultat i et DM-rally, da han i det nordtyske Wikinger Rally kom i mål som niendebedste dansker.

”Det er mit bedste generelle resultat nogensinde i et DM-rally, og det resultat havde jeg ikke regnet med, for jeg havde slet ikke troet, at vi ville komme i mål. Vi havde nemlig store problemer med bilen,” siger Jesper Bisted.

”Havde vi ikke haft de problemer, så tror jeg måske godt, at vi kunne være endt blandt de fem bedste danske hold, selv om jeg ikke tror, vi ville kunne have vundet vores klasse. Vores værste rival Frank Nielsen kørte nemlig også stærkt.”


Jesper Bisted opnåede sit bedste resultat i et DM-rally.
(Foto: Bisted Motorsport)

Løbet var det første for Jesper Bisted i den Peugeot 206 Super 1600, han har indkøbt til denne sæson. Han og Leif Heick kom godt fra start i rallyet, men så begyndte problemerne at opstå.

”Jeg oplevede, at benzinpumperne slog fra, så jeg midt på prøverne måtte slå den ene fra og den anden til,” forklarer han. ”Problemet begyndte på prøve 4, og vi prøvede også at skifte benzinfølere, men det hjalp ingenting. Nu skal vi have tanken ud af bilen, så vi kan få skiftet pumperne ud, for det er dem, det er galt med.”

Trods problemerne blev sæsonpremieren i Danish Rally Championship en positiv oplevelse for den 28-årige rallykører.

”Det var nogle fine prøver, og bilen passede rigtig godt til dem,” siger Jesper Bisted. ”Men bilen kan meget mere, end jeg kan. Der er meget at lære omkring den bil, før jeg kan bruge den helt. Jeg skal stole meget mere på den i de hurtige sving, og det er et område, der kan give noget tid.”

Udover de drilske benzinpumper havde Jesper Bisted kun et enkelt uheld med den hvide og lysegrønne Peugeot 206 Super 1600.

”Vi havde en snurretur på prøve 6. Vi kom igennem nogle højfartssving, og jeg ramte måske noget grus, så jeg snurrede rundt, men jeg blev lige præcis på asfalten,” siger han. ”Det var heldigt, at der ikke skete mere, for den gik i sjette gear, og vi kørte vel 170 km/t!”

Bisted Motorsport


Læs mere om:
  • Schleswig
  • 26/03/11 - Schleswig - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk