Danish Endurance Championship   17/05/11

Team Caramba beviste sin hurtighed
DEC - Danish Endurance ChampionshipDet nye Team Caramba har fået sin debut i dansk langdistanceracing. Teamet var for første gang til start på Padborg Park, hvor man deltog i første afdeling af Danish Endurance Championship, der tjener som forberedelse til teamets debut i international racing, hvor man senere i år skal deltage i 12-timers løbet på Spa-Francorchamps i Belgien og 24-timers løbet på Silverstone i England.

Team Caramba satte en tyk streg under det faktum, at det er hurtigste mandskab i langdistanceracing herhjemme. I tidtagningen sikrede man sig en solid pole position, og det fire timer lange løb var ikke mere end en halv time gammelt, førend man havde overhalet alle konkurrenter med en omgang. Desværre blev det ikke til nogen premieresejr, da en del i et forhjulsophæng knækkede. Men skaden blev repareret, og teamet fik en tredjeplads i klassen.


Da skaden var udbedret, var holdet hurtigt tilbage på banen igen.
(Foto: Team Caramba)

”Det var bare skide træls, for vi havde så godt et udgangspunkt til at køre en sejr hjem på,” siger Michael Outzen fra Odense, der sammen med Michael Klostermann fra Gørløse og Kim Holmgaard fra Aalborg, udgjorde kørertrioen. ”Det er første gang, teamet bliver sat på prøve i en løbssituation, og de løste opgaven så flot. De fortjente den sejr. Jeg syntes, vi havde en fed weekend til trods for, at et topresultat udeblev, men vi skulle høste erfaringer og data, og det fik vi.”

Mens Michael Outzen tidligere har kørt racerbiler med så mange hestekræfter, som den BMW Team Caramba råder over har, så var det første gang, at Kim Holmgaard kørte løb i en så hurtig bil.

”Langdistancebilen er meget hurtigere end den DTC-bil, jeg kørte med sidste år, og jeg var overrasket over, hvor hurtigt jeg kom til næste sving,” forklarer Kim Holmgaard. ”Det skulle jeg lige vænne mig til, ligesom jeg også skulle vænne mig til at køre med baghjulstræk. Det er faktisk en ægte GT-bil i sin udformning. Der kommer mange G-påvirkninger i svingene og stød op i kroppen, når man kører gennem svingene.”


Team Caramba var hurtigste mandskab i første afdeling af Danish Endurance Championship.
(Foto: Team Caramba)

Teamchef Peter Rasmussen fra Søllinge, der også har stået for at opbygge bilen, var tilfreds med debuten, selv om man blev ramt af tekniske problemer undervejs.

”Det var en hjulspindel, som knækkede, og da vi fik den af, kunne vi se, at der var et gammelt brud. Men det er noget, som vi kan gøre noget ved, og vi har nu fundet nogle hjulspindler, der er kraftigere, så her forstærker vi bilen,” forklarer teamchefen.

”Det er i hvert fald ikke hastigheden, der mangler. Når vores langsomste mand dels er tæt på vores hurtigste mand, dels kan køre lige så stærkt som den næst-hurtigste bil i feltet, så tegner det godt. Vi fik en hel masse erfaring med hjem fra løbet, og vi fik kørt en masse omgange. Vi skal bare have fundet en anden type dæk, for vi havde valgt en forholdsvis blød dæktype med for at få noget fart, men den var faktisk for blød, så den egentlig kostede os fart.”

Team Caramba


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Michael Klostermann
  • Michael Outzen
  • Peter Rasmussen
  • Padborg Park
  • 07/05/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport