Tredje afdeling af ADAC Formel Masters, der blev afviklet på Zolder i Belgien, endte langt fra som forventet for Dennis Lind fra Roskilde. Selvom det 18-årige racertalent fik en tredjeplads og pokal i afdelingens første løb, så blev det det andet løb, som Dennis desværre vil huske weekenden for. (Foto: Jan Kaiser)
I en duel med en anden dansker, Kean Kristensen, ramte Dennis en curb så hårdt, at hans formel bil fra ma-con motorsport lettede. Bilen fløj næsten lodret gennem luften, inden den slog bunden ned i banen så hårdt, at Dennis fik et voldsomt slag op igennem kroppen. Bilen flækkede ved landingen, men samtidig var Dennis så hårdt medtaget, at han under ingen omstændigheder kunne have fortsat løbet. Bilen stoppede ved banekanten, hvor Dennis i 6 minutter måtte vente på hjælp til, at få ham ud af bilen. Det tog yderligere 10 minutter, inden lægerne havde fået ham ud af bilen. Efterfølgende var Dennis først til tjek på banens Medical Center og derefter til undersøgelser på det nærliggende hospital. Der var umiddelbart ingen skader, men Dennis skal gennemgå yderligere lægetjek i denne uge.
”Det var en weekend til glemmebogen” siger Dennis fra sin sygeseng. ”Jeg var kommet op på siden af Kean (Kristensen – red.) på vej ind i chikanen og i et forsøg på at undgå sammenstød, gik jeg henover curben. Den var dog så høj, at bilen lettede, så jeg så op i himlen. Da den landede ramte bunden asfalten så hårdt, at jeg fik slået alt luften ud af mig. Jeg måtte bare trille ind til siden og vente på hjælp, da jeg ikke ved egen kraft kunne komme ud af bilen. Hver gang jeg forsøgte at trække vejret, var smerterne uudholdelige, så ventetiden føltes meget lang, før hjælpen kom. Jeg blev tjekket igennem i Belgien og der blev umiddelbart ikke fundet noget, men jeg har fortsat store smerter og særligt ryggen giver problemer, så DASU hjælper med yderligere lægetjek”.
Næste løb for Dennis er på Nürburgring den 8-10. juli. Jan Kaiser Læs mere om: Dennis Lindma-con MotorsportZolder |