Christian Siepmann er klar til optur på Ring Djurslands asfalt Det er ikke tit, de danske racerkørere får lov til at køre race på den korte, kuperede og krævende racerbane tæt ved Tirstrup Lufthavn. Desværre, vil mange nok mene, for den stiller en noget anderledes udfordring til manden bag rattet. "Jeg har kun kørt et enkelt Clio-løb på Ring Djursland, så jeg er forholdsvis grøn på banen endnu", fortæller Christian, der gerne indrømmer både fascination og respekt for banen.
"Én ting er at kunne køre banen rundt, men at køre hurtigt igennem "Skoven" og ned ad "Trapperne" - det er noget helt andet! Det kræver både erfaring og en smule mod at køre hurtigt i alle svingene, og det er en kanon udfordring som vi tager imod med glæde."
CS Racing vil være med i spidsen af Tegee-Dan Clio Cup på Ring Djursland (Foto: Gripping Media)
I den foregående løbsweekend, der blev kørt på en våd Padborg Park, kunne resultatet efter Aarhus-kørerens mening godt have været bedre end det blev. "Jeg havde jo sådan set farten og alting i orden, men af forskellige årsager måtte jeg "nøjes" med en enkelt tredjeplads", lyder det skuffet fra Siepmann. "Det giver til gengæld blod på tanden, for Ring Djursland er jo også lidt min hjemmebane - den er i hvert fald tættest på min terrasse!"
Christian Siepmann er motiveret for topplaceringer i weekenden (Foto: Gripping Media)
Skulle man være i tvivl om at Christian og CS Racing havde farten på Padborg Park, kan man på teamets hjemmeside se et par af de nærkampe, den fragtmandsblå Renault Clio var med i - og som er motivation til at hive flere pokaler med hjem i weekenden.
CS-Racing.dk
Gripping Media ApS Læs mere om: Christian SiepmannRing Djursland19/06/11 - Ring Djursland - Clio Cup - DK |