Kevin Magnussen havde en yderst uheldig weekend, da fjerde afdeling af det engelske Formel 3 mesterskab blev afviklet på Brands Hatch i weekenden.
Efter at have kørt to suveræne sejre hjem ved sidste afdeling på Snetterton, var forventningerne høje til weekendens resultat. Men en uheldig kvalifikation, hvor Kevin fik startplacering nummer otte til løb et og tre, kom til at sætte sit præg på weekenden. (Foto: Jan Kaiser)
”Det var en rigtig skidt kvalifikation” forklarede Kevin Magnussen, der kører for Carlin Motorsport. ”Det lykkedes mig kun at finde to frie omgange i kvalifikationen og det er ikke godt nok. Flere omgange blev spildt på, at forsøge at placere mig rigtig, så jeg ikke ville møde konkurrenter på min næste omgang, men næsten hver eneste gang, stødte jeg så på konkurrenter, der kørte langsomt og som prøvede at skabe et hul til sig selv. Det var yderst frustrerende, at jeg ikke kunne finde det frie hul, men sådan kan man af og til være uheldig, selvom man prøver alt på, ikke at være det”.
I første løb, der blev afviklet lørdag, begyndte uheldene for Kevin. Mekanikerne havde rørt ved Kevins bil på startgridden, på et tidspunkt, hvor det ikke længere var tilladt. Det gav en 10 sekunders straf til Kevin, hvilket betød at den sjetteplads, han kørte i hus i det omskiftelige vejr, blev ændret til en ottende plads. Det gav en startplacering som nummer tre til løb to, da top ti blev byttet rundt. Kevin havde sat næsen op efter en sejr i løb to, men allerede inden starten var gået forsvandt den mulighed. Motoren kørte ikke rent og Kevin måtte starte løbet fra pitlane. I løbet kørte han sig fra sidste position op til en ellevte plads, men det var ringe belønning for et ellers fremragende løb.
I tredje løb, afdelingens hovedløb på 40 minutter, skulle Kevin starte fra ottende position. Men kun tre sving inde i løbet fik Kevin ødelagt sin frontvinge og måtte straks søge i pit. På den regnvåde bane blev der gamblet med tørvejrsdæk og det så ud til, at Kevin alligevel kunne få et topresultat med hjem, da banen begyndte at tørre op. Men lige inden konkurrenterne begyndte at søge i pit, begyndte det igen at regne og det var Kevin, der måtte søge i pit efter nye regnvejrsdæk. Til trods for at Kevin satte løbets hurtigste omgange, måtte han nøjes med en slutplacering som nummer 15.
(Foto: Jan Kaiser)
”Jeg fik en rigtig god start i løb tre” sagde Kevin efter løbet. ”Men i tredje sving er der en af konkurrenterne, der skifter bane i sidste sekund og jeg kan ikke undvige ham og frontvingen bliver ødelagt. Da jeg skulle i pit efter ny frontvinge, kunne vi ligeså godt satse på, at skifte til tørvejrsdæk samtidig. Det var svært at holde bilen på den våde bane, men jeg kørte næsten lige så hurtigt som de andre og netop som det så ud til, at vores gambling skulle give pote, begyndte det igen at regne og så var jeg uden chance og måtte køre ind igen. Det har været en helt igennem øv weekend, men jeg ser trods alt positivt på det. Vi har hastigheden til at vinde løb og nogle gange er det bare små detaljer, der får store konsekvenser. Det er ikke nemt at vinde mesterskaber, men det er alt sammen røget i erfaringsbogen og jeg ser det som en del af en stor læringsproces og ser nu frem mod næste afdeling”.
Næste afdeling af engelsk Formel 3 afvikles den 2-3. juli på Nürburgring i Tyskland. Jan Kaiser JanMagnussen.com KevinMagnussen.com Læs mere om: Kevin MagnussenCarlin MotorsportBrands Hatch19/06/11 - Brands Hatch - Formel 3 UK |