24H Series   21/06/11

Jet Black Racing klar til hidtil største udfordring
Når det dansk-amerikanske team Jet Black Racing i weekenden stiller til start i 24 timers løbet på den berygtede Nürburgring Nordsløjfe, ADAC 24H, er det uden tvivl det unge teams største udfordring hidtil.

De danske TV seere stiftede bekendtskab med Jet Black Racing og deres fængende logo, i form af et kranie med hanekam, da de fik massiv dækning i DR2’s nyligt afholdte temaaften ”VROOOOM”, hvor værten Morten Remar kørte langdistanceløb med teamet på Padborg Park. Inden temaaftenen var kører Anders Majgaard på tre dages Roadtrip med Danmarks Radio og det blev til besøg hos indtil flere radiostationer og i DR’s Aftenshowet.


Jet Black Racings truck er sendt afsted til Nürburgring.
(Foto: Jet Black Racing Presse)

Teamet har store ambitioner og en af dem er sejr i weekenden på verdens mest udfordrende bane, Nürburgring. Banen er med sin længde på 25,3 km ikke kun verdens længste racerbane, men den kuperede bane er med sine mange blinde sving, hop, stejlkurve og lange langside kendt for at være den sværeste og farligste bane i verden. Kombineret med et startfelt på 210 biler er kravene til bil og kørere store.

Jet Black Racing har indenfor kort tid etableret sig som et seriøst langdistance team og via indsats, resultater og teamejeren, den amerikanske heavymetal guitarist Dan Fastuca, er det lykkedes teamet at føje det amerikanske sportsvogns-ikon Johnny O’Connell, vinder af 4 klassesejre på Le Mans, til teamets kører line-up bestående af Anders Majgaard, Dan Träger og Niels Borum. En unik præstation, der har gjort udfordringen for teamet endnu større.


Den karismatiske heavymetal guitarist Dan Fastuca er manden bag Jet Black Racing.
(Foto: Jet Black Racing Presse)

”Man føjer ikke et navn som Johnny O’Connell til sit kører line-up uden det giver en vis præstationsangst” siger program manager Flemming Pless, fra Måløv. ”Når en kører, der har vundet på Le Mans for Corvette Racing, skal køre for dit team, så vil man gerne sikre sig, at man fremstår så professionel som overhovedet muligt. Så vi har vendt og drejet hver eneste sten flere gange, for at sikre os, at vi nu også er så stærke, som vi gerne vil være. Vi har ved hårdt arbejde etableret et stærkt langdistanceteam på meget kort tid. Vi har sikret os stærke sponsorer, som vi skylder en stor tak for deres tillid til, at vi kan det som vi lovede dem. Uden UniBrew, Newline/Projob, DSV Miljø og Skiltemontøren så havde projektet på ingen måde været muligt. Samtidig har Pfadt Engineering bidraget med viden og ingeniører, så vi har de bedste folk til at hjælpe os med, at vi får en konkurrencedygtig bil når det gælder. Så forberedelserne har været i orden, nu venter vi bare på at komme i gang”.

For Anders Majgaard fra Søborg er der heller ingen tvivl om, at ADAC 24H er karrierens hidtil største i karrieren. ”Jeg har altid drømt om at køre det løb og når man så samtidig får muligheden for at gøre det sammen med Johnny O’Connell, så er det to drømme, der bliver opfyldt samtidig. Johnny har kørt mere end 1.000 omgange på banen og da også Dan, Niels og mig selv har erfaring fra banen, så har vi et rigtig stærkt team når det gælder”.

For Dan Träger kan løbsweekenden heller ikke komme hurtigt nok. ”At skulle stille til start til dette fantastiske løb bliver en kæmpe udfordring for mig, men jeg glæder mig helt vildt. Jeg har forberedt mig til dette løb lige siden vi startede planlægningen, så nu glæder jeg mig bare til at vi kommer igang.”

Niels Borum er naturligvis også glad for at stille til start i så stærkt et team. ”Jeg er meget glad for at stille til start med så stærkt et kører-lineup, som Jet Black Racing stiller med til dette løb. Da Anders ringede og fortalte mig om det færdige kører-lineup, troede jeg ikke helt på ham. Men jeg er superglad for at få så stort et navn med på bilen, som virkelig kan bidrage med sin erfaring og kunnen. Det bliver bare superfedt!”

Jet Black Racing
Race-N-Roll


Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • Dan Träger
  • Johnny O'Connell
  • Niels Borum
  • Jet Black Racing
  • Nürburgring
  • 26/06/11 - Nürburgring - 24H Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport