Special Saloon   25/06/11

Bane(rekord)brydende motorløb
Special Saloon Car gæstede i weekenden Ring Djursland, hvor det for første gang i 12 år lykkedes at sætte en ny banerekord.
Den indtil i denne weekend gældende banerekord på Danmarks mest kuperede racerbane lød på 50,308 sekund og blev sat af Alex Buch-Larsen i en Porsche 911 GT1. Indtil nu har mange danske og udenlandske kørere forsøgt at slå banerekorden, men hverken Porscher, Chrysler Viper eller Gumbert Apollo-racere har været i stand til at sætte tiden.


Ny banerekordindehaver på Ring Djursland: Claus Christensen.
(Foto: Gripping Media)

I denne weekend havde sidste års mester, Claus Christensen, til gengæld fået fart i sin danskbyggede Aquila CR1 LS7. Efter et lille problem med gearskiftet i weekendens første heat, begyndte en hæsblæsende jagt på førstepladsen. Det lykkedes den aarhusianske racerkører at indhente det tabte tid - undervejs slog han Buch-Larsens omgangstid hele ni gange og med over et helt sekund!

Godt racerløb var der også rigeligt af. Jørgen "Gamle" Hansen kæmpede weekenden igennem med at holde Dennis Holbæk Pedersens gule Aquila-racer bag sig. Det lykkedes kun i 2. heat, hvor regnen hærgede banen og den bundstabile Porsche-racer blev styret præcist og hurtigt gennem søerne af vand.


Dennis Holbæk samlede gode point ind på Ring Djursland.
(Foto: Gripping Media)

I regnen plejer Honda-køreren Jacob Borum at være blandt de hurtigste mænd på banen i sin Honda Integra. Det var han også i denne weekend - bare ikke så længe. For selvom der bestemt var fart i oliesælgerens hvide racer, var holdbarheden ikke helt så imponerende. Allerede lørdag måtte mekanikerne skifte kobling på bilen, kun for at se bilen trække ud på græsset i søndagens første heat. I det midterste heat sluttede weekenden med et brag, da gearkassen eksploderede - dermed tidlig sommerferie til Borum & Co.

Efter at have kørt et par løb i Danmark sidste år, ser Andreas Boström for alvor ud til at have fået smag for Special Saloon Car i Danmark. Den svenske kører har mere eller mindre domineret SS3-gruppen siden Åbningsløbet i april måned, og dominansen ser ikke ud til at få ende. Nærmeste konkurrenter er Chris Poulsen og Klas Høj, men ingen af de to kørere får store chancer mod den svenske BMW-kører.


En dominerende svensker: Andreas Boström.
(Foto: Gripping Media)

Sommerferien har nu kastet sig over SSC-kørerne, og mens nogle kørere kan se frem til timer, dage eller måske uger på værkstedet sammen med deres racerbiler, kan Claus Christensen nyde sin føring indtil sæsonen går i gang igen ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen i slutningen af august.

Special Saloon Car

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Claus Christensen
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Ring Djursland
  • 19/06/11 - Ring Djursland - Special Saloon - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto