Diverse   01/07/11

Tak til Hr. Nielsen for lang og tro tjeneste
Da vi første gang hørte Arne begynde at snakke om at stoppe sine aktiviteter i dansk motorsport, blev det tilskrevet et spirituelt tilbagefald til en 500 hestekræfters julefrokost med turbo og efterbrænder. Det var næsten en historie i sig selv, men efter en stribe opklarende spørgsmål viste det sig, at han både var ved sine fulde fem og mente det.


(Foto: Gripping Media)

Der vil blive et hul i rækken af pressefolk ved sving 1 på Jyllandsringen, men nok så væsentligt, så vil der mangle en god ven at dele oplevelserne med. Det gælder både det , som sker på banen, dommernes afgørelser og dansk motorsport som helhed. Vi har heldigvis ikke altid været enige, men udvekslingen af synspunkter har altid endt med at styrke den holdning og redaktionelle linie som både Arne og vi har stået for: Vi skriver om sporten for sporten. Den holdning håber vi, at det nye hold bag Motorsporten.dk vil holde fast i.

Men når vi har stået og betragtet banesportens store og knap så store talenters udfoldelser på banen, har det ikke skortet på kommentarer:

• Jeg var lige henne og kigge på hans bil. Alle insekterne sidder på bagruden
• Den måde at overhale på, skal nok videreudvikles en del, før den virker
• Er han med i tidtagningen, eller er han bare ikke blevet færdig med træningen
• Det her kunne godt sendes i fjernsynet ligesom fodbold – der ser dommerne heller ikke hvad der sker

Gennem årene har Arne været involveret i mange projekter i motorsporten. Dem er der mange gode historier om, men det må være op til Arne eller andre at få dem publiceret. Efter en lang lørdag på banen har man med usvigelig sikkerhed altid kunnet finde Arne på tur fra telt til telt gennem paddock’en for at hilse på og lige få en bid brød. Udsigten til en god frokost skulle efter sigende også være en meget motiverende faktor - ikke mindst på Padborg, hvor det store kolde bord er det højeste punkt i miles omkreds.


(Foto: Gripping Media)

Som han selv siger: ”Jeg er ikke tyk – det er succesballast”, så det kan ikke være alle projekter, der er gået skidt. Og det sætter netop fingeren på et vigtigt punkt: Man kan ikke kalde Arne opblæst til trods for, at han kan have brug for et fast holdepunkt for at holde jordforbindelsen.


(Foto: Gripping Media)

Det har mest lignet en nekrolog, men så har det trods alt været den bedste nekrolog man kan komme ud for at skrive, når hovedpersonen stadig er i live og ligefrem har set frem til sin afgang. Nu er der så fløjtet afgang for pensionstoget, men det ville undre, hvis det blev et otium i gyngestolen. Vi vil ønske Arne mange gode år som stationsforstander, og se frem til de gange, hvor køreplanen har stop ved en af de danske motorsportsstationer.


(Foto: Gripping Media)

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Skiftedag på Motorsporten.dk

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto