Ginetta Junior Cup Danmark   14/08/11

Så må der testes!
Tirsdag får de spirende motorsportstalenter endelig mulighed for, at opleve den rappe Ginetta G40 på Padborg Parks asfalt, når Ginetta Junior Cup afholder en officiel testdag.

Allerede fra morgenstunden vil den sønderjyske luft blive krydret med lyden fra de to Ginetta-racere, som Ginetta-fabrikken har taget med i lastbilen fra hovedkvarteret i Leeds.


Med instruktøren i det andet sæde får man lært noget fra starten
(Foto: Gary Parravani)

Talenterne vil af to stints på hver 15 minutter danne sig et indtryk af den lille racerbil, der danner rammen om talentudviklingsklassen. Med erfarne racerkørere i passagersædet, er risikoen for overmodige satsninger udskiftet med chancen for virkelig at lære noget om bilen og banen.

Efter den første halve times kørsel vil testkøreren blive sat sammen med instruktøren og teamets ingeniør, der begge kommer med forslag til forbedringer til den sidste halve times kørsel. "På den måde kan køreren bruge det første kvarter til at lære bilen at kende, hvorefter man i den sidste halve time for alvor kan forbedre sin kørsel - og måske sætte en god omgangstid", forklarer Tommy Schröter.


Sådan ser tirsdagens arbejdsplads ud for en håndfuld unge talenter
(Foto: Gripping Media)

Den ene instruktør er Michael Outzen, der i sin karriere både har ligget i den absolutte top af den hjemlige DTC-serie samt i europæiske racerserier som ADAC GT Masters. Den anden instruktør er Lasse 'Bulemand' Jacobsen, som i år slår sine folder i Peugeot Spider Cup, men også har en international karriere i formel-racere bag sig.

Siden offentliggørelsen af det ambitiøse motorsportsprojekt, har promotor Tommy Schröter arbejdet intenst på at få enderne til at nå sammen.

"Det er ikke bare sådan lige at få alt det her til at fungere", fortæller Tommy på kontoret i Vojens. "Vi har været ude for at vise bilen frem flere steder, og trods en naturlig, sund skepsis, har vi fået en del positive tilkendegivelser."

En af de positive tilkendegivelser er kommet fra ingen ringere end DTC- og Le Mans-vinderen Casper Elgaard:


Le Mans-vinderen Casper Elgaard glæder sig til at se Ginetta G40-raceren i aktion
(Foto: Gripping Media)

"Der er ingen tvivl om at de fleste unge kørere drømmer om at ende i Formel 1", fortæller Casper. "Men realiteten er, at for 9 ud af 10 kørere vil vejen frem være i biler med tag, altså touringcar- eller GT-biler."

"Alle skal have lov til at forfølge sine drømme, og hvis man drømmer om Formel 1, så er det selvfølgelig dén vej, man skal arbejde. Men det er utroligt sundt at have nogle 'fornuftige' ideer på sidelinien, så man kan finde det rette spor før det er for sent."

Casper Elgaard vil også være til stede på testdagen. Her vil han overvære testen for Kean Kristensen, som han er manager for. "Vi kommer til Padborg Park for at udvide horisonten. Formel 1 kan være svært at nå og er utroligt dyrt. Skal man vælge en anden vej, vil Ginetta Junior Cup være et godt alternativ til en mindre formelklasse."


I foråret prøvede promotor Tommy Schröter kræfter med den engelske racerbil på Silverstone-banen i England
(Foto: Gary Parravani)

Alle interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi Padborg Park og se nærmere på Ginetta-racerne. Der er informationsmøder kl. 10.30 og 13.00, hvor alle er velkomne til at deltage. Her vil Tommy Schröter fortælle detaljeret omkring planerne for Ginetta Junior Cup 2012.

Deltagerne på testdagen er:

  • Kean Kristensen
  • Patrick Jensen
  • Nicolas Beer
  • Frederik Vodder
  • Jannick Flygenring
  • Niklas Vedel Olsen
  • Emil Bønnerup
  • Jacob Simonsen
  • Martin Holm
  • Thomas V Pedersen
  • Emil Andersen
  • Kennie Frydkjær
  • Nicolai Jacobsen

Se mere på hjemmesiden: www.ginetta.dk.

For mere information: kontakt:

Ginetta Junior Cup
Tommy Schröter
Promotor
Telefon: 29 41 65 68
Mail: ts@ginetta.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Tommy Schröter
  • Padborg Park
  • 16/08/11 - Padborg Park - Ginetta Junior Cup Danmark

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto