Grand Prix 3   09/09/11

Finale på Monza
Det er lidt svært at forstå men sæsonens næste løb på Autodrome Nationale Monza, eller slet og ret ”Monza”, er også årets sidste GP3 løb. Det føles nærmest som i går årets første løb blev kørt i Istanbul, men ni løb er afviklet siden. Og for Michael Christensen har det været et år fyldt med op- og nedture.

Løbet på Istanbul Speed Park startede på bedste vis med points og podium, men desværre fulgte dernæst en serie af skuffelser. Heldigvis har anden halvdel af året rettet op på dette med adskillige gode placeringer, men alligevel er det med blandede følelser den 21-årige dansker torsdag d. 8. september begiver sig til den kongelige park nord for Milano, på den sagnomspundne højhastighedsbane.

”Efter Istanbul var forventningerne naturligvis skyhøje, ikke mindst mine egne”, siger Michael Christensen inden afrejsen. ”Men det har været en meget svær sæson hvor vi ind imellem har været slemt i vilrede. På baner hvor vi tidligere havde testet med bedste tid kunne vi pludselig ikke finde farten. Jeg og RSC Mücke er dog langtfra de eneste der har det sådan, hvilket bedst kan illustreres af at der indtil nu har været hele 11 forskellige løbsvindere i de 14 kørte løb. Dels har konkurrencen været fantastisk hård, og dels er det meget svært at finde et stabilt set-up i den nuværende generation af GP3 biler, samt ikke mindst årets Pirelli dæk”.

På det seneste har Valteri Bottas og Lotus-ART ikke overraskende fundet den bedste løsning, og finnen og hans britiske holdkammerat James Calado kæmper om årets titel på Monza, selv om Michaels holdkammerat Nigel Melker stadig har en outside chance.

”Tidtagningen på Monza bliver et lotteri”, mener danskeren. ”Alt afhænger af om at være på rette sted til rette tid; underforstået få en god slipstream mens dækkene er optimale. Min strategi er simpel: blive længst mulig på banen og satse på at få det vitale ”tow”. Vi må se om det lykkes”.

Tidsplan:
Dag Kørsel Tidspunkt
Fredag d. 9. september: Fri træning 1 08.45 – 09.15
Fri træning 2 16.50 – 17.20
Lørdag d. 10. september Kvalifikation 08.45 – 09.15
Løb 1 17.20
Søndag d. 11. september Løb 2 08.55

Stillingen før sidste runde:
# Kører Point
1 Valtteri Bottas 52
2 James Calado 47
3 Nigel Melker 38
4 Alexander Sims 34
5 Adrian Quaife-Hobbs 33
6 Lewis Williamson 31
7 Mitch Evans 28
8 Nico Müller 27
9 Andrea Caldarelli 20
10 Rio Haryanto 19
- Michael Christensen 19

Helen Temple Rist


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Monza
  • 11/09/11 - Monza - Grand Prix 3

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport