Endnu engang gæstede Formel Ford klassen den kuperede racerbane, Ring Djursland. Feltet var denne gang det største felt hidtil i denne sæson, hvilket er en utrolig flot fremgang. Den mesterskabsførende Morten Dons var igen med i Zetec klassen, hvor han håbede på at kunne udbygge sin føring i mesterskabet. Det hele blev dog en meget blandet fornøjelse, og det hele startede rigtigt skidt. Morten nåede nemlig kun at køre omkring 200 meter i træningen, inden at bilen blev placeret i autoværnet. Den sørgelige start skyldtes en fejljustering af bremsefordelingen på bilen. Uheldigvis var den blevet indstillet så forkert, så da Morten trådte på bremsen, tog bremse-pedalen, speeder-pedalen med, så bilen accelerede i stedet for at bremse.
Bilen nåede dog lige akkurat at blive samlet til tidtagningen, men uden at blive helt grundindstillet. Dette gav en helt forkert vægtfordeling i bilen, som dermed var næsten umulig at køre.
Tidsmæssigt formåede Morten dog alligevel at køre 2. hurtigste Zetec tid, som dog desværre blev ændret, da Morten blev diskvalificeret, for at bilen var for lav. Han skulle dermed starte sidst til det første løb om søndagen.
Morten Dons er stadig den hurtigste Zetec-kører i feltet. (Foto: Søren Dons)
Søndag var så dagen, hvor Morten håbede på at heldet ville vende. Det første løb blev kørt på en våd bane, men blev til gengæld weekendens højdepunkt for Morten. Fra en sidste plads, formåede han nemlig at køre sig helt op på en general 4. plads og en helt suveræn 1. plads i Zetec klassen, hvor han endda nåede at overhale alle konkurrenter med en omgang.
Løb 2 blev desværre igen et en kapitel til glemmebogen. Morten måtte nemlig udgå fra en ellers sikker 1. plads, med en knækket bolt i styrtøjet.
Det tredje og sidste løb, bød på en rigtig spændende fight om 1. pladsen, hvor Morten endnu engang viste, at han er den hurtigste Zetec kører i feltet og løb dermed af sted med sejren.
“Jeg kom for at vinde og for at udbygge min føring i mesterskabet”, udtaler Morten efterfølgende. “Selvom at det var godt med 2 sejre, så kostede det udgåede løb alligvel lidt dyrt i mesterskabet, så det skal hentes tilbage i Sverige, til den næste afdeling.”
Morten har dog aldrig kørt på Sturup banen i Sverige før, men glæder sig til den nye udfordring.
Struer Kart Racing Læs mere om: Morten DonsRing Djursland11/09/11 - Ring Djursland - Formel Ford - DK - DM |