Klassens tekniske reglement fastfryses for de kommende fem sæsoner I forbindelse med den internationale biludstilling i Frankfurt har Ford præsenteret sine fremtidsplaner for Formel Ford-klassen. Omdrejningspunktet er en ny turboladet 1,6 liters Ford EcoBoost-motor, der efter planen skal kunne anvendes sideløbende med de eksisterende Ford Duratec-motorer i det britiske mesterskab for klassen ”Fra dansk side har vi fulgt planerne og vurderet, hvad vi skal gøre herhjemme, og aktuelt er vi af den opfattelse, at det er ikke til klassens bedste med introduktionen af endnu en ny motor, ” siger klasserepræsentant Alex Frederichsen.
Formel Ford-klassen er blevet fremtidssikret gennem en fastfrysning af dele af det tekniske reglement. (Foto: Henning Smed)
Den nuværende Duratec-motor blev introduceret i det britiske Formel Ford-mesterskab i 2006, og den blev to år senere tilladt i kampen om det danske mesterskab, hvor den siden har været anvendt sideløbende med den ældre Zetec-motor.
”Efter introduktionen af Duratec-motoren har vi få en række biler til landet med denne motor, men med danske øjne er det alt for tidligt at introducere en ny og ukendt motor, hvis vi også skal blive ved med at holde Formel Ford økonomisk overkommelig for nye kørere. De nye biler forventes således at være 75-100.000 kroner dyrere i indkøb,” slår Alex Frederichsen fast.
”Efter at have diskuteret problemstillingen mellem kørere og teams har vi derfor besluttet os for, at vi i de kommende fem sæsoner vil fastfryse dele af klassens tekniske reglement omkring bl.a. motoren til de bestemmelser, der er gældende for 2011.”
Endnu er der kun en chassisproducent, der har givet udtryk for, at man vil producere biler specielt til den nye Ford EcoBoost-motor.
”Hvis kun der er et firma, som vil producere, kan det måske ende med at blive en et-bils-klasse, og det er heller ikke godt,” vurderer Alex Frederichsen. ”Formel Ford har alle dage været en klasse, hvor deltagerne ud over motor og dæk ikke er blevet pålagt at skulle bruge bestemte skruer og møtrikker, og sådan skal det helt fortsætte. Da jeg startede som Formel Ford-kører, var det med min far som mekaniker, og de små far-og-søn-teams er heldigvis på vej tilbage i sporten. Det er bl.a. dem, vi vil hjælpe med vores beslutning.”
Kørerforeningen Formel Ford Danmark
Morten Alstrup Læs mere om: Alex Stubberup Frederichsen |