De tre Formel Ford-løb på Sturup Raceway bød på tre forskellige vindere Som ventet lykkedes det Jesper K. Egebart, Børkop, at sikre sig en afgørelse før tid, da årets næstsidste afdeling af den danske Formel Ford-serie blev kørt på Sturup Raceway tæt ved Malmö. En andenplads i det første af weekendens i alt tre løb sikrede den unge Ray-kører så mange point, at han ikke kunne hentes i mesterskabet, hvor han gentog sin triumf fra 2010-sæsonen. Paradoksalt nok blev mesterskabsafdelingen på Sturup Raceway den løbsweekend, hvor den afgående og nye mester blev udsat for mest konkurrence i år. Efter at have været suveræn det meste af sæsonen måtte han således nøjes med en enkelt sejr og to andenpladser.
”Det hænger nok sammen med, at jeg ikke har testet så meget på denne bane som de andre, men man skal ikke give skylden på alt muligt andet. De andre var lige lidt bedre. Det er det, det handler om,” siger Jesper K. Egebart. ”Men det er helt rart at have mesterskabet i hus, for så er jeg fri for at tænke på det, når jeg kommer til Padborg.”
I det første løb kæmpede Milton Lundström (28) og Jesper K. Egebart hårdt om føringen (Foto: Morten Alstrup)
Det var vel at mærke ikke kun en konkurrent, der udfordrede Jesper K. Egebart og slog ham. Det var hele to. I det første løb sejrede Milton Lundström, Sverige, mens Michelle Gatting, Rungsted, i det tredje og afsluttende løb efter en dårlig start, kørte sig op gennem rækkerne og strøg udenom Jesper K. Egebart. Hun blev dermed den første kvinde i ti år, der har vundet et løb tællende til det danske Formel Ford-mesterskab.
”Jeg lavede lidt for meget hjulspin i starten, og så kom alle indenom og udenom. Frank Mortensen røg hen over mit fordæk, så jeg troede, at jeg havde bøjet en styrestang,” forklarer Michelle Gatting.
Michelle Gatting gav i det afsluttende løb Jesper K. Egebart baghjul og blev den første kvindelige løbsvinder i ti år (Foto: Morten Alstrup)
”Der var safety car på banen, og da den var væk, kunne jeg godt se, at jeg hentede ind på Jesper omgang efter omgang. Til sidst var jeg helt oppe ved ham, og så kunne han se, at jeg var meget hurtigere, og så var der ikke noget med at prøve at lukke. Det var bare en helt almindelig overhaling, og så trak jeg fra ham. Den sejr er noget, jeg har ventet på længe, så nu må jeg prøve at gøre det samme på Padborg.”
Løbene på Sturup Raceway var kendetegnet af flere dramatiske episoder og det faktum, at flere af topkørerne lavede dårlige starter. I det første løb var det Jesper K. Egebart og Michelle Gatting, der gjorde det, hvorfor Milton Lundström kunne lægge ud med et gigantforspring. Dette fik Jesper K. Egebart kørt ind, så han kunne passere Milton Lundström, men senere byttede de pladser igen, så svenskeren kunne vinde. I andet løb var det så Milton Lundströms tur til at misse starten, men her lykkedes det ham kun at køre sig tilbage igen på andenpladsen.
Mens det blev afgjort, at Jesper K. Egebart også i 2011 kan kalde sig årets danske Formel Ford-mester, så er det først ved finalen om to uger på Padborg Park, at sølvet og bronzen bliver fordelt. Med sin sejr på Sturup Raceway lykkedes det nemlig Michelle Gatting at passere Elliot Winther, Roskilde, så hun nu indtager tredjepladsen. Både Michelle Gatting og Elliot Winther har endda en mulighed for at tage sølvet. Det kræver dog, at de vinder årets to afsluttende løb, og Jacob Nørtoft, Vemmelev, bliver ramt af sort uheld.
Resultater
|
Heat 1 |
|
|
1. |
Milton Lundström |
Sverige |
Van Diemen-Duratec |
21:29,692 |
2. |
Jesper Egebart |
Børkop |
Ray-Duratec |
21:31,082 |
3. |
Michelle Gatting |
Rungsted |
Van Diemen-Duratec |
21:53,172 |
|
Heat 2 |
|
1. |
Jesper Egebart |
Børkop |
Ray-Duratec |
21:36,042 |
2. |
Milton Lundström |
Sverige |
Van Diemen-Duratec |
21:37,783 |
3. |
Michelle Gatting |
Rungsted |
Van Diemen-Duratec |
21:45,068 |
|
Heat 3 |
|
1. |
Michelle Gatting |
Rungsted |
Van Diemen-Duratec |
21:09,270 |
2. |
Jesper Egebart |
Børkop |
Ray-Duratec |
21:12,805 |
3. |
Niels-Ejnar Rytter |
Trustrup |
Ray-Duratec |
21:38,256 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Jacob NørtoftJesper K. EgebartMichelle GattingMilton LundströmSturup Raceway25/09/11 - Sturup Raceway - Formel Ford - DK - DM |