Danmarks hurtigste racerklasse afslutter sæsonen på Padborg Park Når Padborg Park i weekenden lægger asfalt til årets DM-Finale for Formel Ford-klassen, er der kun en ting, der ligger fast – at Jesper K. Egebart, Børkop, er sikret mesterskabet på forhånd. Men ellers er der stadig åbenhed om fordelingen sølv- og bronzemedaljemedaljerne i Danmarks hurtigste racerklasse.
Tre kørere er i kamp om de to resterende podieplaceringer i det samlede regnskab. Det er Jacob Nørtoft, Vemmelev, Michelle Gatting, Rungsted, og Elliot Winther, Roskilde.
Jacob Nørtoft har de bedste kort på hånden. Den tidligere britiske gokartmester havde måske ikke en særlig god weekend, da Formel Ford-klassen senest kørte på Sturup Raceway, men første halvdel af sæsonen har givet ham adskillige podieplaceringer, og han er derfor i en situation, hvor taktisk klog kørsel er tilstrækkeligt for ham til at sikre sig sølvet. Kommer han således på podiet i blot et af de to løb på Padborg Park, er han sikker på den sammenlagte andenplads efter Jesper K. Egebart.
Anderledes hård kamp tegner der sig om bronzen.
Fire point adskiller Michelle Gatting og Elliot Winther inden weekendens DM-Finale, og da der er 50 point at kæmpe om, vil det i høj grad være dagsformen, som afgør, hvem der tager bronzen.
Elliot Winther (9) og Michelle Gatting (60) er i direkte kamp om bronzen i den danske Formel Ford-serie (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
At dømme ud fra den seneste afdeling på Sturup Raceway, synes racerpigen at have de bedste kort på hånden, da hun netop her sikrede sig sin første løbssejr i Formel Ford. Men DM-Finalen køres på årets anden oktober-weekend, hvor vejrguderne kan vise sig fra en noget anden side end på årets første oktober-weekend. Bliver det regn, så kan Elliot Winther sidde med jokeren, da han traditionelt klarer sig godt på våd asfalt.
Det er dog ikke kun kampen om sølvet og bronze i det generelle mesterskab, der stadig er åbenhed om. Det samme gør sig gældende for Zetec Cuppen.
Zetec Cuppen blev ved sæsonstarten indført for at gøre det muligt for deltagere at starte med Formel Ford-racere, der var udstyret med de ældre og knapt så konkurrencedygtige Zetec-motorer, og det har fået mange nye kørere ud af busken. Syv af sæsonens i alt otte debutanter har nemlig deltaget i de billigere Zetec-biler, og blandt dem er kampen om den samlede sejr om noget endnu tættere.
Morten Dons og Mikkel Byrialsen kæmper om sejren i Zetec Cuppen (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
Blot to point adskiller den aktuelle etter og toer fra hinanden i Zetec Cuppen. Mikkel Byrialsen, Århus, har 268 point og Morten Dons, Struer, 266 point, og også i Zetec Cuppen er der 50 point på højkant. Mikkel Byrialsen fører måske, men Morten Dons har faktisk været en kende bedre.
I ti af de 15 kørte løb er det nemlig ham, der har krydset målstregen først blandt kørerne i Zetec Cuppen, mens Mikkel Byrialsen har gjort det fire gange. Til gengæld har Mikkel Byrialsen en klar styrke i sin evne til at gennemføre, idet det kun er en gang i denne sæson, hvor han ikke er kommet på scoringstavlen!
Morten Alstrup |