Rally Sprint   13/10/11

Anders Lysen forsvarede føringen i Yokohama-mesterskabet
Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) formåede at forsvare deres føring i Yokohama-mesterskabet øst, da den tredje af fire afdelinger blev kørt i Nykøbing Falster. Duoen i den blå og sorte Suzuki Swift Maxi måtte dog nøjes med andenpladsen i klassen for biler op til 1600 cm3, men pointhøsten på Falster gør, at de om to uger har muligheden for at erobre mesterskabet.

”Vi blev toer i klassen og var fjerdebedst generelt, og det var et rigtig godt løb,” siger Anders Lysen. ”Vi havde en god dyst i vores 1600-klasse med Carsten Wulff, hvor jeg kørte et sekund fra ham til sidst, men han havde bare været hurtigere fra morgenstunden.”


Anders Lysen fører Yokohama-mesterskabet
(Foto: Rallyfotografen)

”Det var en rigtig god hastighedsprøve for de skrappe drenge, men selv om bilen bare kørte som et urværk, så kunne vi selvfølgelig ikke hænge på firhjulstrækkerne i det generelle resultat.”

Anders Lysen/John Madsen står nu noteret for en sejr og to andenpladser i de tre løb, der er kørt, og kan de holde stilen med top 3-placeringer, kan det blive til et mesterskab.

”Jeg glæder mig virkelig meget til finalen i Roskilde, hvor jeg håber, at jeg kan forsvare føringen og blive mester,” siger Anders Lysen. Men der er mere, han glæder sig til i forbindelse med løbet i Roskilde.

”Vi planlægger at give vores nye to-liters Suzuki Swift Maxier deres konkurrencedebut. Kenneth Madsen deltager i sin bil som opvarmning til DM-Finalen i rally, mens jeg vil starte i både min normale og min nye bil, simpelthen for at prøve den af.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Nykøbing F

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk