Der herskede på intet tidspunkt tvivl om, at vinderne af finalen i Danmarksmesterskabet i rally ville komme fra Peugeot Sport Dealer Team DK. Gennem hele Danboring Rally ved Herning var løbet en duel med Ib Kragh og Mie Petersen fra Juelsminde og Daugård på den ene side og Christian Jensen og Freddy Pedersen fra Ans og Bjerringbro på den anden side.
På de 14 hastighedsprøver var der sjældent mere end fem sekunder mellem de to mandskaber, og da løbets sidste hastighedsprøve var overstået, var Christian Jensen og Freddy Pedersen 14,9 sekunder hurtigere. Men det var Ib Kragh og Mie Petersen, der endte med at få sejren, da en støjkontrol efterfølgende udløste et strafminut til teamkammeraterne.
Ib Kragh og Mie Petersen lagde stærkt ud, men satte føringen over styr ved Herninghallerne
”Jeg har ikke oplevet en større skuffelse i min rallykarriere. Jeg er skuffet over at have været hurtigst og så ikke få sejren alligevel,” siger Christian Jensen. For hans teamkammerat var jublen over sejren ligeledes begrænset. ”Det var en flad fornemmelse at vinde på den måde,” siger Ib Kragh.
Alle rallybilerne i feltet var blevet støjmålt inden starten af løbet for at sikre, at de ikke overskred reglementets grænse på 103 decibel. Senere blev bl.a. Christian Jensens bil udtaget til efterkontrol.
”Før løbet blev bilen målt til 99,5 dB, men efter løbet sagde målingerne 110-111 decibel,” fortæller Christian Jensen. ”Jeg har ikke noget imod, at der er kontrol, for det er i sportens interesse, men allerede ved for-kontrollen var der flere, som påpegede, at støjmålingerne ikke viste det normale niveau for bilerne. Vi er total uforstående overfor det, for vi havde ikke ændret på bilen, og den havde ikke fået skader. Der var også biler fra andre klasser, som havde højere decibeltal efter løbet, og vi satte også spørgsmålstegn ved målingerne, men vi kunne ikke appellere straffen, da det er en fakta-dom.”
Christian Jensen og Freddy Pedersen var hurtigste hold i Danboring Rally, men vandt ikke
Strafminuttet rykkede Christian Jensen og Freddy Pedersen fra første- til tredjepladsen, mens Ib Kragh og Mie Petersen blev tildelt sejren. Samtidig byttede de to hold også rækkefølge i kampen om sølvet og bronzen.
”Jeg ville helst have haft den store medalje, for sølv er jo den første taber,” siger Ib Kragh, der skulle vinde finalen for at bevare sin guldchance. ”Jeg havde lovet mine servicefolk, at jeg ville give gas fra morgenstunden, og det gjorde jeg. Jeg var hurtigst på fire af de seks første prøver, men så ødelagde nogle slingreture på prøven ved Herninghallerne tingene.”
”Jeg fik et smæk på ni sekunder, og så blev det svært. Christian og jeg lå stadig og kæmpede om tiendedele og sekunder, men jeg skulle også passe på Max Christensen. Satsede jeg for meget, kunne jeg stå af, og så kunne jeg måske også miste bronzen.”
Ib Kragh og Mie Petersen kørte sølvet og Christian Jensen og Freddy Pedersen bronzen hjem til Peugeot Sport Dealer Team DK, mens Brian Madsen og Anja Posorski, der er støttet af Peugeot Forhandler Foreningen, vandt guldet. Et hattrick for Peugeot-mærket og forhandlerne.
Det blev til endnu en medalje for Peugeot Sport Dealer Team DK. Den sikrede Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith fra Holmegaard og Store Heddinge i Tunet National, hvor de blev treer i både løbet og i Danmarksmesterskabet.
Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith blev nummer tre i Tunet National – både i løbet og i Danmarksmesterskabet
”Vi havde et lidt specielt løb. Vi skulle køre efter tredjepladsen, og da Morten Karl forsvandt, koncentrerede vi os om at holde vores placering, og da Kenneth Madsen også forsvandt, var det meget nemmere,” fortæller Kjeld Seidler. ”Vi kunne ikke rigtig komme i gang fra morgenstunden. Jeg var ikke helt tændt, men vi fik flow i bilen og begyndte at køre stærkere, så alt i alt er vi godt tilfredse.”
”Hele arrangementet spillede bare. Da vi kørte noter på prøverne, virkede de lidt kedelige, men da vi kørte dem med fuld attack, var det nogle fantastiske prøver. Mit samarbejde med Marc var atter godt. Der har vi ramt plet, og vi har også besluttet os for, at Marc sidder ved siden af til næste år.”
Den fjerde bil i Peugeot Sport Dealer Team DK nåede imidlertid ikke målet i Herning. Esben Hegelund og Karsten Isaksen fra Hadsten og Egtved måtte udgå efter en dramatisk afkørsel på den tiende hastighedsprøve.
Esben Hegelund og Karsten Isaksen var godt kørende, da de røg af vejen
”Vi havde en top 5 i vores noter, og der var egentlig ikke noget specielt ved den,” fortæller Esben Hegelund. ”Bilen lettede som forventet, men da den slog ned med bagenden, slog den op igen. Bilen skred ud, gik over i græskanten, og så tabte vi den med tophastighed. Vi tog en hæk, en postkasse og en pæl, og så stoppede vi der, men vi holdt den på hjulene.”
Peugeot Sport Dealer Team DK Læs mere om: Herning29/10/11 - Herning - DM Rally - DM |