Peugeot Sport Dealer Team DK fik det bedst mulige udbytte af dette års udgave af Designa Køkken Rally GP, der traditionen tro blev kørt langfredag i Kongensbro. En 1-2-sejr blev resultatet for teamet, hvor Christian Jensen fra Ans kunne tage sin femte sejr i løbet, mens Esben Hegelund fra Hadsten opnåede sin hidtil bedste placering, da han fulgte sin teamkammerats sejr op med en andenplads. ”Det var en meget fornuftig og sikker sejr,” siger Christian Jensen, der formåede at vinde alle sine starter på nær en enkelt. ”I finalen troede jeg ikke, at jeg ville komme forbi de tre kørere, som startede lige foran mig, men de var flinke til at give plads, og der blev kørt fair.”
Christian Jensen (1) og Esben Hegelund (2) var flere gange i direkte duel med hinanden – bl.a. i finalen, som Christian Jensen vandt (Foto: Morten Alstrup)
Kun en enkelt gang var Christian Jensen ikke hurtigst. Det var i det allerførste heat, hvor han kom på banen som sidste mand. Her måtte han nøjes med næstbedste tid.
”Vi snurrede i allerførste heat. Jeg troede ikke, at det var så glat, som det var, men det var meget, meget glat,” indrømmer Christian Jensen. ”Det var meget, meget udfordrende, og med det mandefald, der har været, kunne man se, at man skulle holde tungen lige i munden. Og så er det selvfølgelig også dejligt at vinde femte gang.”
Esben Hegelund var også tilfreds med sin andenplads – dels i den ordinære konkurrence, dels i finalen, hvor han var oppe mod sin teamkammerat fra Peugeot Sport Dealer Team DK i en direkte duel.
”Vi har haft en god dag, og det har de sponsorer, vi havde med ud at køre i de forskellige heats også,” siger Esben Hegelund, der sidste år blev treer i Designa Køkken Rally GP, men denne gang rykkede en tand op. ”Jeg er meget tilfreds med min placering, som er min bedste placering til dato her i Kongensbro.”
Læs mere om: Christian JensenEsben HegelundPeugeot Sport Dealer TeamKongensbro06/04/12 - Kongensbro - Rally Sprint |