Mange nye navne er start i Danmarks hurtigste racerbilsklasse I weekenden skydes kampen om årets danske Formel Ford-mesterskab i gang. Det kommer til at ske på Padborg Park, hvor den første af sæsonens i alt syv løbsweekender køres for Danmarks hurtigste racerbilsklasse I forhold til sidste år skal der findes en ny mester. Vinderen af Dansk Automobil Sports Unions mesterskab i såvel 2010 som i 2011, Jesper K. Egebart, Børkop, har nemlig valgt andre udfordringer indenfor motorsporten, men da det også gør sig gældende for flere af sidste sæsons andre toneangivende kørere, synes der ikke at være nogen klar kronprins til at tage over.
En ny sæson i Formel Ford skydes i weekenden i gang på Padborg Park. (Foto: Henning Smed)
Men det er ikke kun derfor, at den kommende sæson tegner til at blive mere åben og jævnbyrdig end længe set. Mere end halvdelen af feltet består nemlig af debutanter, hvoraf mange dog langtfra er grønne indenfor motorsporten, da de har en baggrund fra kartingsporten.
Det gælder eksempelvis Nicolas Beer, Hellerup, og Nicolai Sylvest, Jægerspris. Begge har i et par sæsoner kørt international karting, hvor de bl.a. har deltaget i både EM og de hårde WSK-serier, som virkelig har styrket dem forud for den kommende debut, hvor de skal køre for det erfarne Fluid Motorsport Scandinavia.
Her får de i øvrigt følgeskab af Lasse Sørensen, Svenstrup, der ikke bare har kartingerfaring, men også er ud af en racergal familie. Storebroderen hedder nemlig Marco, og han brugte i sin tid Formel Ford-klassen som det første springbræt i sin videre karriere, hvor han aktuelt kæmper med om World Series i Formel Renault 3.5. I øvrigt kommer Lasse Sørensen til at køre i det samme chassis, som hans storebror i sin tid kørte med, men som efterfølgende er blevet løbende opdateret.
Formel Ford-feltet på Padborg Park kommer også til at byde på et helt nyt team. Det er RS Competition, som i en lang årrække har huseret i kartingsporten, og som nu udvider aktiviteterne til også at omfatte Formel Ford. Mandskabet har overtaget et hold Aquila FD1-racere, som tidligere har vundet utallige løb, og så er det to af teamets gokartkørere – Niklas Dall Knudsen, Haderslev, og Michael Markussen, Kolding – som skal køre dem.
Der er dog også kørere, som er gamle kendinge i klassen. Det gælder ikke mindst de to veteraner Niels Ejnar Rytter, Trustrup, og Frank Mortensen, Helsinge, som fortsætter deres dyst om at blive bedste plus 50-kører. Men en af sidste års lovende debutanter er også med i år.
Det er Morten Dons, Struer, som sidste år kastede sig ud i Formel Ford-klassen med det, der var feltets ældste bil. Samtidig var den en af de tungeste, da den kørte med den ældre Zetec-motor, men alligevel imponerede debutanten og blandede sig ofte blandt kørere med Duratec-biler. Sådan en har Morten Dons anskaffet sig i år, og det skal blive spændende at, hvor konkurrencedygtig han kan være i den.
Kørerforeningen Formel Ford Danmark
Morten Alstrup Læs mere om: Padborg Park13/05/12 - Padborg Park - Formel Ford - DK |