Legends Car Cup   15/05/12

Sæsonstart i OK Padborg Open med masser af drama
Legends Car CupJason Watt scorede to sejre i tre løb, men Ole Madsen fører mesterskabet
Ikke bare sæsonen på Padborg Park blev skudt i gang med weekendens OK Padborg Open. Også kampen om årets OK Legend Cup blev indledt med tre heats, hvor der var masser af dramatik, og hvor det var de såkaldte old boys-kørere, som endte med at tage sejrene og lægge sig i front foran de yngre konkurrenter

Vinderherrerne blev Ole Madsen, Ringsted, som tog en løbssejr, og en af klassens nye kørere, Jason Watt, Herlev, som blev noteret for sejrene i de to sidste løb, men den tidligere DTC-mester fik dog ikke det fulde udbytte af sin sidste sejr. Et uheld i et foregående løb havde betydet, at det afsluttende løb i OK Legend Car Cuppen ikke kunne nå at køres til ende inden udløbet af banens miljøgodkendelse, hvorfor der blot blev givet halve point i mesterskabet.


Ole Madsen (tv) og Jason Watt var triumfatorerne, da kampen om OK Legend Car Cup blev skudt i gang på Padborg Park.

Men dette var nu ikke eneste årsag til, at Jason Watt trods bedste tid i tidtagningen – som også giver point til mesterskabet – ligger på tredjepladsen 13,5 point efter Ole Madsen. Jason Watt var også en af kørerne, som var uheldige at være havnet udenfor banen i det meget hektiske første heat.

Her var det Ole Madsen og Kenneth Jensen, Langå, der leverede de fleste overhalinger, da de kæmpede sig fra startplaceringer i den bageste del af det 25 bils store felt og frem til slutplaceringer som henholdsvis nummer et og tre, hvor de omkredsede debutanten Kennie Frydkjær Jensen, Hillerød.

Traditionelt er første løb med sin omvendte startplacering det mest dramatiske i OK Legend Car Cuppen, men det var de to efterfølgende også. Andet heat havde Ole Madsen ført start, indtil der var få omgange tilbage. Så kom Kenneth Jensen, men umiddelbart efter overhalingen kom hans bil i slinger, og det kunne Ole Madsen og Jason Watt benytte til at smutte forbi, hvorefter de kæmpede helt frem til målstregen, som de næsten krydsede side om side. Efter dommervotering endte Jason Watt med at blive tildelt førstepladsen med to tusindedele af et sekund, mens Ole Madsen senere blev sat fire pladser tilbage i startopstillingen til tredje og sidste løb på grund af farlig kørsel.

Det tredje heat endte også med flere foto-finisher, om end det ikke var dem, der afgjorde sejren. Her var der også meget marginal afstand mellem Ole Madsen og Lars Mogensen, Silkeborg, i kampen om fjerdeplads, mens Jens Breinholt, Rødovre, og Willy Jørgensen, Padborg, blot var adskilt af en tusindedel i deres kamp om attendepladsen, hvor sidstnævnte faktisk røg af banen i den tætte kamp.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 13/05/12 - Padborg Park - Legends Car Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto