DTC   27/05/12

Jan Magnussen tog dobbeltsejr i Auto-G DTC-premiere
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDen tidligere Formel 1-kører vandt begge løb på FDM Jyllandsringen
Det genopstandne Auto-G Danish Thundersport Championship blev pinsesøndag skudt i gang på FDM Jyllandsringen, hvor en lang række af Danmarks bedste racerkørere var til start i en række helt nye og meget potente racerbiler. Og det blev nogen af sportens største navne, som satte deres præg på de to løb, der blev kørt.

Jan Magnussen, England, sluttede dagen som den helt store triumfator, da han ikke blot førte første heat fra start til mål i sin orange og grå bil fra Fukamuni Racing, men også kørte sig frem fra ottende- til førstepladsen i det andet heat.


Jan Magnussen, Casper Elgaard og Kristian Poulsen besatte de tre første pladser i første løb for Auto-G Danish Thundersport Championship
(Foto: Ole Sørensen)

I det første heat blev Jan Magnussen fulgt over stregen af Casper Elgaard, Århus, og Kristian Poulsen, Padborg, mens man her gennem det meste af løbet kunne opleve en lang duel mellem det unge talent Dennis Lind, Roskilde, og veteranen, John Nielsen, Randers. Le Mans-vinderen fra 1990 formåede på et tidspunkt at udbremse Dennis Lind for enden af langsiden, men så snart duellanterne var på vej ud af det dobbelte venstresving, som fulgte efter, så Dennis Lind sit snit til at tilbageerobre fjerdepladsen, som han holdt til mål.

Til andet heat var det Ronny Vestengen, Norge, der startede på pole position, men fra startposition tre skød John Nielsen frem og overtog føringen fra nordmanden, der herefter kom under pres fra Dennis Lind. Denne pressede på overfor Ronny Vestengen, og da anden omgang var kørt, lå han på andenpladsen.

Længere nede i feltet var Jan Magnussen begyndt at røre på sig. Han afsluttede første omgang på femtepladsen lige efter Casper Elgaard, som snart blev passeret - en skæbne, som også overgik Ronny Vestengen. Nu fik Jan Magnussen kørt Dennis Lind ind, og uden det store besvær fik han overhalet nevøen på langsiden, hvorefter det kun var John Nielsen, der var foran ham.

John Nielsen blev passeret på sjette omgang, men mens Jan Magnussen herefter trak fra feltet, gik det blot den modsatte vej for John Nielsen. Hans bil begyndt at få udsættere på specielt langsiden, hvor først Dennis Lind og siden Casper Elgaard susede forbi. John Nielsen valgte til sidste at parkere, hvorefter løbet blev afsluttet med en intens dyst om andenpladsen mellem Dennis Lind og Casper Elgaard, der ved det ternede flag blot var adskilt af et par tiendedele.


De tre bedste kørere i det afsluttende løb i Auto-G DTC: unge Dennis Lind (t.v.) sammen med veteranerne Jan Magnussen (i midten) og Casper Elgaard
(Foto: Ole Sørensen)

Andet heat bød også på flere dramatiske episoder. Kim Rødkjær Sørensen, København, og Kristian Poulsen havde et mindre sammenstød, mens Michael Outzen, Odense - der grundet mekanisk defekt ikke kom til start i første heat - kørte det meste af andet heat med en ødelagt front.

Anden afdeling af Auto-G Danish Thundersport Championship køres om fjorten dage på Padborg Park.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 27/05/12 - Jyllandsringen - DTC - DM
  • Åbningsløbet - 1. løb
  • Åbningsløbet - 2. løb

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto