RCZ   27/06/12

Michael Carlsen fandt farten
En niendeplads er det resultat, som Michael Carlsen kunne fremvise efter sin seneste start i den franske RCZ Racing Cup. Men niendepladsen fortæller dog ikke hele historien om Vissenbjerg-kørerens præstationer på Val de Vienne-banen i det vestlige Frankrig.

”Jeg fandt den fart, jeg havde håbet på at finde, så jeg kunne være med blandt de 6-7 bedste i heatene, men jeg var ikke god til at lave tidtagninger, så jeg startede lidt langt nede,” forklarer Michael Carlsen.

”Da weekenden var omme, lå jeg hastighedsmæssigt dér, hvor jeg skulle. Der er tre gutter forrest i feltet, der kørte et sekund fra vi andre, men mine omgangstider svarede til dem, som kørerne på fjerde- og femtepladsen satte.”


(Foto: Eric Vargiolu - dppi)

Det manglende kendskab til banen og den trods alt begrænsede erfaring med den nye Peugeot RCZ gav startplaceringer nede i feltet, men specielt i det første heat lykkedes det Michael Carlsen at køre sig frem.

”I det første heat nåede jeg op til køreren på sjettepladsen, men da jeg skulle forsøge at komme forbi ham, røg vi sammen,” siger han. ”Der blev lidt ridser hen ad siden, og vi røg begge af banen, men det er det, man kalder et raceruheld. Jeg forsøgte at komme forbi ham, og var egentlig også forbi, men så låste hjulene. Jeg kunne bare være blevet bagved, men jeg var ikke kørt til Frankrig for at være bagest.”


(Foto: Gregory Lenormand - dppi)

Ligesom de øvrige franske baner, han skal køre på i år, var Val de Vienne et helt nyt bekendtskab, men der var dog nogle ting, der gik igen fra de hjemlige baner.

”Selv om banen er 3,7 km lang, så var den meget som en dansk bane med snævre sving. Det var ikke en højfartsbane, men en bane med kraftige opbremsninger og sving, der lukker til, så det var en bane, som passede fint til en dansker som mig,” siger Michael Carlsen.

”Siden det første løb har vi fået stillet meget om på bilen og fået lov til at arbejde med opsætningen af den, så vi har fået meget mere styr på den. Vi bliver bedre og bedre i løbet af sådan en weekend, og når weekenden er omme, er vi egentlig klar til at kæmpe med helt fremme i den forreste gruppe.”

Næste gang, Michael Carlsen skal i aktion, bliver dog på velkendt territorium. Det sker, når han i den sidste weekend af august deltager i det traditionsrige Grand Prix på FDM Jyllandsringen.

Carlsen Motorsport


Læs mere om:
  • Michael Carlsen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport