For en weekend parkerer vestjyden sin historiske Ford Escort for at tumle en DTC-bil Et nyt – men bestemt ikke uprøvet – navn er med i feltet, når årets Auto-G Danish Thundersport Championship kører sin finale på FDM Jyllandsringen den 29.-30. september. Det er Kasper Aaskov, Varde, som for første gang klatrer om bord i en af de iltre amerikanerbiler og stiller til start i samme felt som Jan Magnussen, England, og Casper Elgaard, Århus. ”Jeg vil forsøge at gøre så god en figur som muligt,” siger vestjyden, ”og jeg håber bestemt ikke, at jeg bliver den kører, som får A-nøglen, så man må lukke og slukke efter de andre.”
”Det vil være rigtigt fint for mig, hvis jeg kan komme i top 10, men det er svært, for der er 15 biler meldt til start. Bilen får det gas, den kan få, og så må vi se, hvor langt det rækker. Jeg må tage tingene i den rækkefølge, de kommer. Sådan er det.”
Kasper Aaskov stiger ud af sin historiske Escort ...
Kasper Aaskov får først dagen inden DM-finalen mulighed for at prøve kræfter med den bil, han skal køre for Memphis Racing, der i år har stået bag bl.a. Dennis Lind, Roskilde, i Auto-G Danish Thundersport Championship. Men uerfaren med motorsport er Kasper Aaskov ikke. I 2004 blev han Danmarksmester i en firhjulstrukket Ford Puma i den hurtigste division indenfor rallycross, mens han nu i en række år har kørt historisk race med en Ford Escort.
”Jeg kender jo i forvejen til det at køre race med baghjulstræk fra historisk motorsport, men her bliver det med dobbelt effekt, og så med en bil, der nærmest er så stor, at min Ford Escort kan være i bagagerummet på den,” ler Kasper Aaskov.
... og hopper ind i en af bilerne fra Auto-G DTC (Foto: speedfoto)
Hans debut i Auto-G Danish Thundersport Championship er ikke nogen pludselig indskydelse. Den har været længere undervejs.
”Det startede med, at jeg kørte historisk i København, hvor jeg skulle dele bil med John Nielsen (DTC-kører, red.) i ProAm-feltet, og det er egentlig hans skyld,” forklarer Kasper Aaskov. ”Han mente, at jeg skulle ud at prøve at køre DTC. Vi har arbejdet på det, men det har ikke været muligt at få det på plads før nu, men John har gjort en stor indsats for at hjælpe mig med at finde et sæde.”
”Nu er jeg klar til at prøve det og se, hvordan det er. Og så må jeg finde ud af, om det er noget, jeg skal arbejde på til næste sæson.”
Morten Alstrup Læs mere om: Jyllandsringen30/09/12 - Jyllandsringen - DTC - DM |