DTC   28/09/12

Elgaard: ”Jeg har før været bagud og vundet”
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDen firdobbelte mester kører for sin chance i Auto-G Danish Thundersport Championship
Han har allerede fire mesterskabstitler på sit lange CV og på søndag har Casper Elgaard, Århus, mulighed for at gøre det til fem. Det sker, når finalen i årets Auto-G Danish Thundersport Championship køres på FDM Jyllandsringen.

Men selv om køreren fra Stark Racing aktuelt deler førstepladsen, så er han bagud på point, når kørerne begynder at trække de dårligste resultater fra, sådan som reglementet foreskriver.

”Jeg har før været bagud, når jeg er kommet til en DM-Finale, og så alligevel vundet,” siger Casper Elgaard. ”Jeg har en chance, og det er helt sikkert en, som jeg går efter.”


Casper Elgaard (5) håber på at have en god dag på FDM Jyllandsringen, så han kan undgå problemerne og vinde
(Foto: speedfoto.dk)

Hele fem kørere har på FDM Jyllandsringen muligheden for at tage titlen i Auto-G Danish Thundersport Championship, og her er Casper Elgaard oppe mod de drevne rivaler John Nielsen, Randers, og Jan Magnussen, England, såvel som de unge talenter Mikkel Mac, Nykøbing Falster, og Dennis Lind, Roskilde. Her udgør Jan Magnussen den største trussel.

”Jeg er i en situation, hvor jeg ikke selv kan afgøre tingene. Jan skal have et problem i det ene løb, for at det kan lade sig gøre, men der er stadig en god mulighed,” siger Casper Elgaard. Selv om han står á point med Jan Magnussen, så har han i modsætning til rivalen endnu ikke vundet nogen sejr i år i Auto-G Danish Thundersport Championship.

”Det har været lige ved og næsten hver gang, og bortset fra en sjette- og en andenplads, så er det anden- og tredjepladser, jeg har kørt hjem. Sidste gang på Jyllandsringen blev jeg snydt for en sejr. I teamet har vi været tæt på, men vi har bare manglet det sidste, og det håber jeg vil komme denne her gang.”

Casper Elgaard ved godt, at det på søndag gælder om slå Jan Magnussen, hvis han skal tage sin femte DTC-titel.

”Jan er manden, der skal slås, og han er uden tvivl favoritten,” siger Casper Elgaard. ”Vi kan alle have en god dag og have en dårlig dag. Jeg håber, at jeg er manden, der har en god dag, og så at andre har en knapt så god dag.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Jyllandsringen
  • 30/09/12 - Jyllandsringen - DTC - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport