DM Rally   05/10/12

Oplev anderledes rallybiler i Tegee-Dan Rally
Vinderbil fra VM-løb og heftig Porsche kommer på vejene omkring Roskilde
Det er hele den danske rallyelite, som fredag og lørdag starter i Tegee-Dan Rally med base på Dyrskuepladsen i Roskilde. Men der bliver også mulighed for at opleve en række anderledes rallybiler ved årets femte afdeling af Mekonomen Rally Championship – det danske mesterskab i rally.

For første gang i flere år kommer der en såkaldt WRC-bil til start. Det er en tunet bil med firhjulstræk, som er fremstillet i en meget lille serie, og som er opbygget efter de tekniske specifikationer, som de hurtigste VM-biler anvender. Og det er også en tidligere VM-bil, som Anders Grøndal/Veronica Engan, begge Norge, deltager med i Tegee-Dan Rally.


Anders Grøndal starter i Tegee-Dan Rally med den bil, som Petter Solberg har vundet det VM-tællende Swedish Rally med
(Foto: Benjamin A Benjamin)

”Det er den Subaru Impreza S10, som Petter Solberg kørte Rallye Monte-Carlo med i 2005, og som han samme år vandt Swedish Rally med,” fortæller Anders Grøndal.

Nordmanden har selv brugt bilen i flere VM-løb, ligesom han i sit hjemland foruden at køre rally med bilen også har været til start i utallige bakkeløb. Her er han blevet Norgesmester i de seneste fire sæsoner.

”Alle vi i teamet glæder os til at vores Danmarkstur,” siger han.

Tegee-Dan Rally kommer også til at byde på et gensyn med en af dansk rallysports helt store profiler. Det er Jørgen Hansen, Fjenneslev, som har et par DM-titler og utallige rallysejre på sit lange CV.


Eks-mesteren Jørgen Hansen starter i Tegee-Dan Rally med denne Porsche 911 GT3 Cup-racer.

”Jeg har fået rallysynet min Porsche GT3 Cup-racer fra sidste år, så det er den jeg skal køre i,” siger Jørgen Hansen, som i de seneste år har deltaget i asfaltbaneløb, hvor han i denne sæson vandt mesterskabet i Special Saloon Car.

”Lene Jørgensen fra løbsledelsen ringede til mig og sagde, at jeg skulle ud at køre som forkører til rallyet. ’Nå, skal jeg det?’ spurgte jeg, og ja, det skal jeg.”

Til at sekundere Jørgen Hansen med notelæsningen bliver Hans Marx, Luxembourg, som tidligere i år har været stand-in i co-driver-sædet hos danske rallykørere i udenlandske løb.

Af de to andre forkører-biler i Tegee-Dan Rally vil den ene også være bemandet af et par tidligere mestre. Det er Jens Ole Kristiansen/Jens Christian Anker, Fuglebjerg/Smørum, som kører i en Peugeot RCZ magen til den, Kjeld Seidler/Marc Troels-Smith, Holmegaard/Store Heddinge, deltager med i det egentlige rally. Sidste forkører-mandskab er Per Sørensen/Birgitte Lundgaard Sørensen, begge Hundested, der kører BMW 120i.

www.rallydm.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Roskilde
  • 06/10/12 - Roskilde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto