Rally Sprint   01/04/13

Christian Jensen tog sin sjette påskesejr
Christian Jensen fra Ans fortsatte også i år sin efterhånden faste påsketradition ved at stryge til top i det store Designa AutoPartner Rally GP, som Randers Auto Sport og Kjellerup og Omegns Motorklub afviklede i Kongensbro langfredag.

”Jeg synes, at jeg havde godt styr over tingene i både de indledende heats og i finalerunden,” siger Christian Jensen. ”Noget af modstanden forsvandt desværre, da min teamkammerat Esben udgik, for han ville have været min største konkurrent i finalen.”


Christian Jensen tog sin sejr nummer seks i Designa AutoPartner Rally GP.

Esben Hegelund fra Hadsten havde sat næst-hurtigste tid efter Christian Jensen i alle de indledende heats med en solid margen til de nærmeste forfølgere. Han var også på finalekurs, da han i semifinalen endte med at køre en omgang for lidt.

”Vi talte kort og godt forkert, og så var det løb slut,” konstaterer Esben Hegelund. ”Bilen kørte ellers godt, så det var noget af en skuffelse. Det eneste, vi havde behov for at justere på mellem heatene, var dæktrykket for at få det optimale bid i dækkene, og det virkede.”


Esben Hegelund var på finalekurs, da en tællefejl sendt ham ud af løbet.

Et enkelt lille problem opstod dog under løbet for Peugeot Sport Dealer Team DK, men det blev hurtig løst.

”I min semifinale røg en trækaksel pludselig ud af differentialet, så bilen kørte og trak meget mærkelig,” fortæller Christian Jensen. ”Jeg havde dog fart nok i bilen til, at jeg kunne gennemføre semifinalen og kvalificere mig til finalen, og heldigvis fik vores dygtige mekanikere hurtig løst problemet, så jeg kunne stille til start i finalen.”

Christian Jensens sejr i finalen var hans sjette i alt i Designa AutoPartner Rally GP, og det var hans fjerde i træk. Og alle de fire sidste er blevet vundet bag rattet af en Peugeot 207 Super 2000 for Peugeot Sport Dealer Team DK.

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport