Dennis Lind og Team DMD var igen med helt fremme, da Auto-G DTC mesterskabet afviklede anden afdeling på gadebanen i Aarhus i forbindelse med den store motorsports event Classic Race Aarhus.
Dennis leverede en fantastisk præstation i tidtagningen. Trods en ringe erfaring med at køre racerløb på gadebaner, hvor selv små fejl kan koste en tur i betonmuren, behøvede Dennis kun tre omgange på den udfordrende bane til at sætte anden bedste tid i kvalifikationen, kun 2/10 sek. efter erfarne Jan Magnussen. I lang tid var de nærmeste konkurrenter 1,5 sekund efter og Team DMD valgte at spare dæk og bremser og kørte ikke ud igen, for at forsøge at forbedre tiden. Tidtagningens bedste tid talte til startopstillingen til lørdagens første løb og anden bedste tid talte til søndagens løb og her
lykkedes det i de sidste minutter lige nøjagtigt Casper Elgaard at slå Dennis’ andenbedste tid.
Dennis Lind ved Classic Race Aarhus (Foto: Jan Kaiser)
Da starten gik til første løb lørdag på den solbeskinnede bybane kom Dennis flot fra start i hans Camaro og holdt andenpladsen ind i det snævre første sving efter Jan Magnussen. Magnussen fik et lille hul, men Dennis Lind var tæt på at tage førstepladsen, da Magnussen blev dømt en strafbane for
tyvstart. Magnussen kom kun lige nøjagtigt ud foran Dennis, der holdt sin andenplads og ikke var truet bagfra. Men kort inden bilerne skulle ud på sidste omgang gik koblingen i stykker på Dennis’ racer og han kunne blot trille ind til siden og se sin andenplads gå til John Nielsen, med Casper Elgaard på tredjepladsen. En utrolig skuffelse, særligt taget i betragtning af, at Dennis også måtte udgå fra sidste løb på Padborg Park, da der gik ild i bilen.
Teamet skiftede masser af de hårdt belastede dele til søndagens løb, men desværre manglede bilen topfart da det gjaldt. Da starten gik kom John Nielsen forbi Dennis og Dennis kæmpede med bilen resten af løbet, for at følge med top tre bestående af Jan Magnussen, Casper Elgaaard og John
Nielsen. Det var derfor en skuffet Dennis Lind, der efter præstationen i tidtagningen og løbet lørdag, måtte acceptere at en fjerdeplads blev resultatet af anstrengelserne. Teamet går nu i gang med at undersøge bilen, for at finde ud af, hvorfor farten fra lørdag var forsvundet søndag.
Dennis Lind ved Classic Race Aarhus (Foto: Jan Kaiser)
”Jeg er selvfølgelig utrolig skuffet” sagde Dennis Lind efterfølgende. ”Vi vidste fra start, at det ville blive svært at udfordre Jan Magnussen på den her bane. Jeg har kun 20 omganges erfaring fra bybane inden vi kom her, så det er jo intet match mod Jans. Så jeg var rigtig glad for min tid i kvalifikationen. I første løb hang jeg godt på og mod slutningen begyndte jeg at hente lidt på Jan, men så mistede jeg pludselig alt træk og kunne blot trille ind til siden. Jeg havde set frem til at tage revanche i søndagens løb, men her manglede vi af en eller anden grund fart i bilen, så der var intet at gøre i kampen mod top tre. Vi har som nyt team vist, at vi kan være med helt fremme og har farten, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi ikke har resultaterne til at vise det, men jeg er sikker på, at vi kommer stærkt igen”.
Næste afdeling af Auto-G DTC Mesterskabet afvikles på Jyllandsringen den 15. og 16. Juni. Jan Kaiser Læs mere om: Dennis LindMindeparken (Gadeløb)19/05/13 - Mindeparken (Gadeløb) - DTC |