Formel 1   22/05/13

Den årlige anakronisme
Optakt til Monacos Grand Prix
Jeg elsker James Bond og F1 i Monaco. Ingen af delene har noget med hverken kunst eller sport at gøre, men er et produkt af den tid, hvor de blev skabt og af en eller anden grund eksisterer de stadig. Så mens nogle sukker højlydt ved udsigten til superracere i snævre og stejle gader i en lille by ved Middelhavet, glæder jeg mit hvert eneste år. Monaco har stil og historie, noget der er i lidt i underskud i moderne F1.

En gang kunne man let forudsige resultatet af Monacos Grand Prix. Ham der fik pole vandt. Men sådan er det ikke nødvendigvis mere, Pirellis let fordærvelige dæk betyder at pole ikke længere er essentiel i F1, ikke en gang i Monaco. Men det hjælper - og her mere end andre steder.

Et andet rimelig sikkert kneb til at gætte på en vinder, var at pege på den bedste bil/kører kombination. Monaco har altid været et sted for favoritter, med enkelte undtagelser. Men ikke en gang det kan man helt forlade sig på. Banen kræver noget andet af biler og kørere end resten af kalenderen, og hvis man kan give den det, er man på rette spor.

I år har vi set Red Bull have problemer med holdbarhed på dæk, Mercedes kvalificere sig godt, men køre skidt; Ferrari og Lotus har fundet et ordentlig kompromis og virker stærke, og så er der McLaren der ikke virker til rigtig at have fundet noget. I Monaco kunne de alle vinde. Det kunne en Sauber med det rigtige held også, eller en Force India på en god dag. Mulighederne er mange.

Red Bull har haft travlt med at klynke over dæk, men har alligevel vundet to løb. Hvis de nu vinder igen virker deres klynk endnu mere hult. Det ved de nok selv, men det betyder næppe så for meget for dem - de vil nok gerne vinde alligevel! De andre teams har bidt tænderne sammnen. Red Bull har erklæret sig for sårbar og nu skal de andre se hvor langt ind i tyrens ben de kan bide. Ferrari virker generelt stærke og Alonso virker afklaret og fokuseret, samtidig med at Massa ikke har været så god i flere år. Heldet har så bare ikke helt været med dem. En godt resultat på søndag kan meget vel skifte balancen og gøre Ferrari til favoritter.

Lotus har været konstant, også i deres mangel på de sidste mikrosekunder, som skal bruges i jagten på sejr. De kan hente podieplaceringer, og vandt da også i Australien. Problemet er ikke manglende sejre, mere at de egentlig ikke har set ud som potentielle vindere i de andre løb.

Det store mysterium er Mercedes med pole efter pole, gode takter og meget få resultater. Bilen virker ikke optimalt når der køres løb - og det er selvfølgelig et problem. Den interne kamp i teamet er ganske åben. Hamilton har måske nok haft en lille overhånd, men Rosberg har svaret godt igen. Indtil videre er den duel uafgjort.

Løbet bliver kørt på søndag, som afslutning på en weekend med Champions League, og boksning, hvis der er nogen der er til det? Men F1 i Monaco kommer sidst, som majestæten der bliver kørt frem til den store finale. Nyd weekenden!

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 26/05/13 - Monte Carlo - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk