DK Motorsport's Martin Vedel Mortensen blev kørt af banen Det var ikke det store smil, Martin Vedel Mortensen havde fremme under tredje afdeling af årets Special Saloon Car-mesterskab. Den unge kører fra DK MOTORSPORT mistede således en oplagt sejrsmulighed efter en påkørsel fra en konkurrent, men da weekenden på Padborg Park var omme, stod han alligevel med to løbssejre og en førsteplads i det generelle mesterskab! ”Det var lidt en kaotisk weekend. Efter at være blevet kørt af banen i det andet heat, var jeg noget slukøret, men det hele endte alligevel meget godt, for nu har jeg ikke blot udbygget føringen i min division, men også taget førstepladsen i det generelle mesterskab,” siger Martin Vedel Mortensen, der tidligt blev mødt af udfordringer.
”Den ene støddæmper gik i stykker allerede på den første omgang af tidtagningen, men vi turde ikke skille den ad, hvis nu vi ikke kunne samle den igen. Så var det bedre at køre med den som den var, selv om jeg faktisk kørte et sekund langsommere, end jeg gjorde i træningen. Når jeg skulle bremse, trak bilen til siden, og jeg skulle kæmpe med den.”
Første løb på Padborg Park endte godt for Opel Corsa-chaufføren, som sluttede som femmer generelt, vandt divisionen og samtidig fik et godt udgangspunkt for andet løb.
”Mens jeg skulle start først i min division, så skulle min værste konkurrent i divisionen, Hans Hartmann, starte sidst, og jeg havde håbet at kunne udnytte det til at udbygge min føring,” forklarer Martin Vedel Mortensen. Han nåede dog ikke langt.
”Christian Vejby startede bag mig, men på grund af sit baghjulstræk fik han en bedre start og var hurtigt oppe på siden af mig. Men lige pludselig trak han ind, som om jeg ikke var der. Han skubbede mig direkte over i autoværnet, så jeg måtte udgå!”
DK MOTORSPORT’s ellers så flotte Opel Corsa var ikke så køn et skue længere. Såvel på overfladen som under den var der sket skader.
”Teamets mekanikere gjorde et stort job med at få gjort bilen klar til tredje heat. Hele forhjulsophænget var knækket i den højre side, hvor de skulle skifte det hele, og der hvor jeg ramte autoværnet i venstre side, flækkede navnet. Der var også skader på forskærmene,” fortæller Martin Vedel Mortensen, der kvitterede for mekanikernes indsats ved at give dem en ny divisionssejr og med den en føring i det generelle mesterskab. ”Så weekenden fik en god afslutning alligevel.”
DK Motorsport
Per Johansen
Læs mere om: Padborg Park30/06/13 - Padborg Park - Special Saloon |