1600 Challenge   05/09/13

Ingen tid til søndagshygge
Yokohama 1600 Challenge fortsætter de intense mesterskabskampe denne weekend på Padborg Park.
Den 5. afdeling af mesterskabet bliver et rent søndagsløb på den Sønderjyske bane til Padborg Super Prix med træning, kvalifikation og begge løb samme dag. Så det bliver en intens søndag for de 23 tilmeldte kørere.

Ved det seneste løb på FDM Jyllandsringen flaskede resultaterne, så toppen i DIF Danmarksmesterskabet blev endnu tættere. Mesterskabet føres an af Dennis Bannergård med 144 point, som har en føring på 10 point til Steffen Petersen. På 3. pladsen har vi en anden lokal kører, nemlig Nicolai Nielsen 14 point bag føringen. Morten Jespersen har været den mest konstante kører i top 4, hvor han, som den eneste, har scoret point i samtlige heats i år.


Tue Nielsen havde masser af succes til Grand Prix Danmark, samt sidste gang klassen var på Padborg Park, indtil gearkassen lavede problemer. Her i tæt kamp med Steffen Petersen, Dennis Bannergård, Morten Christensen, Henrik Sørensen m.fl.
(Foto: Denner Photo)

5. og 6. pladsen indtages af nummer 1 og 2 i Oldboysmesterskabet. Henrik Sørensen fører mesterskabet for kørere over 45 år, mens Michael Scharstein tog en dobbeltsejr til Grand Prix Danmark, i netop det mesterskab, og indtager 2. pladsen. De 2 kørere er adskilt af kun 6 point, mens de ligger henholdsvis 34 og 41 point bag Dennis Bannergård i det generelle.

Hvis vi fortsætter til 7. pladsen med 101 point, finder vi den førende i Rookiemesterskabet, nemlig Karsten Olsen. Logikken ville ellers sige at den anden rookie i top 7, Nicolai Nielsen burde føre det mesterskab. Men forklaringen er at Olsen har scoret point i samtlige 8 heats kørt i år, hvorimod Nielsen har måttet skrive 3 gange udgået på pointtavlen. Nielsen har dog point nok til stadig at indtage 2. pladsen i Rookiemesterskabet, mens Nicki E. Kristensen indtager 3. pladsen i det mesterskab kun 1 point bagved.


Kampen mellem Henrik Sørensen og Michael Scharstein i Oldboysmesterskabet fortsætter. Her med Morten Jespersen på yderbanen.
(Foto: Denner Photo)

Yokohama 1600 Challenge får også en asfaltbane debutant med denne weekend. Peter Lindgaard Nielsen kører normalt Rallycross, og er bl.a. tidligere Danmarksmester i Division 1a.
Pt fører han Super 1600 DM i en Opel Corsa. Forrige weekend var teamet i Tyskland for at køre DM6 på Gross-Dölnn banen nær Berlin, hvor han tog endnu en sejr, og udbyggede føringen i mesterskabet.
Til løbet på Padborg Park låner han Søren Lyck's VW Polo GTI. Så det bliver spændende at se, hvordan at han klarer sig på det faste underlag.

Derudover kommer der en genganger fra sidste sæson i Poul Busk, som skal deltage i en Peugeot 106 GTI.

Hvis vi kigger på kørere som skal have succes- og pointballast med, så er det næsten nemmere, hvis vi nævner dem der IKKE skal have lidt vægt med. Tue Nielsen får weekendens tungeste bil, efter at have været på podiet 2 gange ved det seneste løb med 50 kg, mens Dennis Bannergård, Steffen Petersen, Morten Jespersen, Poul Busk og debutanten Peter Lindgaard Nielsen får 30kg med. Nicolai Nielsen, Henrik Sørensen, Michael Scharstein, Karsten Olsen skal have 20kg hver. Jesper Bendsen, Jonas Lynge, Nicki E. Kristensen, Morten Christensen, Jens Jensen og Søren H. Lauridsen skal alle have 10kg pointballast med. Derved kan kun Rudi Larsen, Brian Jakobsen, Kasper Nybo, Peter Sørensen, Michael Blom, Leif Juhl samt Jimmy Bob Søgaard Jensen sige sig fri for ballast.


Dennis Bannergård er tilbage i føringen af Yokohama 1600 Challenge mesterskabet.
(Foto: Denner Photo)

Sidste gang Yokohama 1600 Challenge var på Padborg Park, havde lokale Nicolai Nielsen masser af fart i bilen, indtil ABS og servostyringsproblemer gjorde hans weekend besværlig. Alligevel blev det både til Pole samt 1 heatsejr. Kan han gøre det igen denne gang, eller kan konkurrenterne Bannergård, Petersen eller en helt tredje kører slå ham? Det bliver spændende at følge.

Tidsplanen er følgende:

Søndag 8. september

Træning - 10.00-10.20
Kvalifikation -11.40-12.00
Løb 1 - 14.20-14.40 - 15min. + 1 omgang
Løb 2 - 15.40-16.00 - 15min. + 1 omgang

Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 08/09/13 - Padborg Park - 1600 Challenge - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport