DTC   12/09/13

Dennis Lind vil vinde Nordens største motorsportsbegivenhed
DTC - Danish Thundersport ChampionshipI den kommende weekend drager Dennis Lind og Team DMD til Rudskogen i Norge, hvor de skal deltage i næstsidste afdeling af Auto-G DTC, der afvikles ved Nordens største motorsportsbegivenhed ”Rudskogen Motorfestival 2013”.

Nordmændene har sat alle sejl til for at årets Motorfestival skal slå sidste års publikumstal på 17.000 tilskuere. Den nye Rudskogen, der blev indviet sidste år, ejes af blandt andet den syvdobbelte Formel 1 verdensmester Michael Schumacher og Norges regering har besluttet at gøre banen til Norges centrum for motorsport. Banen er designet af Herman Tilke, der står bag langt de fleste af de nye Formel 1 baner og den er nordeuropas mest moderne og eksklusive bane. Rudskogen har Formel 1-licens og det er lykkedes at få intet mindre end verdens mest kendte Formel 1 team Ferrari, til at komme med en Formel 1 bil for at forsøge at slå banerekorden, der sidste år blev sat af Red Bulls Formel 1 team med Sebastian Buemi bag rattet. Det er den tidligere Formel 1 kører Marc Gene, der kommer sammen med Ferrari teamet og skal forsøge at komme under 1:10.020 på den 3,2 km. lange og meget kuperede bane.


Dennis Lind vil i Norge forsøge at tage sæsonens sjette sejr
(Foto: Jan Kaiser)

Danske Dennis Lind kommer til Rudskogen som favorit til at vinde DTC løbet, der afvikles sammen med den norske pendant NTCC og udgør hovedløbet ved festivalen. Selvom Dennis Lind ikke kender banen, har hans dominans med fire sejre i de sidste fire løb gjort ham til en af favoritterne i det store felt. Men der bliver skarp konkurrence fra den norske mester Marius Nakken, der er på hjemmebane ligesom konkurrenten i DTC mesterskabet John Nielsen ikke alene kører rigtig stærkt, men også stiller med en stor erfaring, der stiller ham stærkt med den for danskerne ukendte bane. Også danske Casper Elgaard har vist, at han er sulten efter sin første DTC sejr i mere end to år, så han vil helt sikkert også gå efter sejren i det norske.

”Jeg glæder mig” siger Dennis Lind. ”Det er altid spændende at komme til en ny bane. Det giver nye udfordringer og næsten alle fra den danske serie har samme vilkår, da kun tre danske kørere har kørt på banen tidligere. Jeg har set billeder og lidt video fra Rudskogen og banen ser rigtig fed ud, med store stigninger og fald og udfordrende sving. Jeg tager tingene som de kommer, men tror, at vi hurtigt kan begynde at arbejde med opsætningen af bilen. Men jeg har et godt team bag mig og jeg tror hurtigt finder farten, så vi kan være med helt fremme. Jeg kører for at vinde og det er målet, men jeg kigger også på mesterskabet og vil også tænke i den retning, hvis det bliver nødvendigt”.

Træning for Auto-G DTC starter med træning fredag, tidtagning og løb et lørdag og løb to søndag.

Team DMD
Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Rudskogen Motorsenter
  • 15/09/13 - Rudskogen Motorsenter - DTC

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto