Så blev der taget hul på opløbskampen om fordelingen af årets pokaler. Næstsidste afdeling er netop blevet afviklet i forgangne weekend på Ring Djursland under vejrforhold, som perfekt afspejlede en typisk dansk sommer.
Den hvide Porsche var igen fit for fight efter skærmydslerne ved Grand Prix Danmark, og teamet fra Fjenneslev var klar til at kæmpe med om fordelingen af pokaler og point. Der er ikke mere at køre efter i det generelle mesterskabet, men derfor kan man stadig tage sejre og hjemføre pokaler.
Jørgen var ivrig efter at komme på banen og få testet dækkene. Ved sidste løb havde han ikke været i stand til at få det rigtige greb, men her i bakkerne på Jyllands næsetip i fint solskin viste de sig hurtigt fra deres bedste side. Den hårdeste konkurrent i klassen, Christian Siepmann i den meget potente BMW, blev distanceret med tre tiendedele af et sekund i den frie træning, så udgangspunktet for kvalifikationen var ikke dårligt.
Samme forskel blev opretholdt under kvalifikationen og en generel tredjeplads efter de to kometer, Claus Christensen og Christer Gislerud, må absolut rubriceres som godkendt. Under kvalifikationen fandt Jørgen næsten et halvt sekund:
- Lige når man kører ud over knækket på vej ned i skoven, skal man give den et nøk i rattet. Så lander man lidt sidelæns og skal bare fange den, mens man giver fuld gas op gennem svinget. Første gang er spændende!
En smule fugtig asfalt (Foto: Gripping Media)
Sidst på eftermiddagen lørdag skulle første heat køres, , og rullende start er så afgjort ikke midtsjællænderens livret. Det hele forløb dog helt efter bogen, og heatet blev én lang kamp om at holde Siepmann bag Porschens hækspoiler. Det lykkedes og dermed skulle der skaffes plads til endnu en pokal.
Jørgen var imidlertid ikke tilfreds med bilens nervøse opførsel og en kontrolmåling afslørede en forkert indstilling på baghjulene. Efter utallige justeringer kunne holdet dog meget sent i forhold til deres normale standard rulle teltdøren ned og trække sig tilbage for natten.
Hvor lørdag havde været næsten sommeragtig med sol og en let brise, viste søndag sig fra en mere efterårsagtig side med stærk blæst og byger. Den stående start gik perfekt og endnu en gang kunne Jørgen nyde synet af den blå BMW i bakspejlet. Desværre må BMW’en have gemt sig i en blind vinkel, for i svinget for enden af langsiden fik Jørgen ikke givet plads nok til den brede BMW:
- Vi kom til at flette forhjul, men jeg kan da berolige Christian med, at hans undervogn ser fin ud. Spøg til side. Det er ikke en undskyldning, men jeg sidder meget lavt, og der er vinkler, som derfor ikke dækkes helt perfekt. Jeg kan have kigget fremad i det splitsekund, hvor han var i spejlet, men jeg er virkelig ked af at have ramt ham.
Begge biler kunne dog fortsætte om end Siepmann havde mistet lidt luft i forhjulet. Jørgen havde meget kraftige rystelser i rattet og var derfor forberedt på alskens ulykker, men da en hel omgang var forløbet uden problemer, fortsatte han og holdt sin plads hele vejen til det ternede flag.
Put the pedal to the metal (Foto: Gripping Media)
Efter løbet viste det sig, at dækket på et langt stykke var blevet trykket langt ind på fælgen, men alligevel havde været i stand til at holde dæktrykket.
Til sidste heat var vejret igen blevet mere sommerligt og efter et par omgange til oplining blev feltet sendt af sted. Igen blev der kontakt mellem Siepmanns BMW og Porschen, og Siepmann valgte derefter at parkere bilen, da der var kraftige vibrationer fra forhjulet. Jørgen fuldførte løbet, men fik efterfølgende en tidsstraf på 20 sekunder for hændelsen, og det ændrede tredjepladsen til en niendeplads.
- Det kan da godt være, at jeg skal overveje at sidde på et par telefonbøger, men det må vi jo se på. Det er den slags hændelser, der sker, men det er da pokkers uheldigt, at det skal ske to gange på samme weekend – og så med samme konkurrent.
Den flotteste vinkel på Porschen, synes Jørgen Hansen (Foto: Gripping Media)
Nu fokuseres der på finaleløbet på FDM Jyllandsringen om to uger. Andenpladsen i klassen skal forsvares, da der ikke er mulighed for at hente Christian Siepmann, som allerede har sikret sig mesterskabet. Der er ikke mere at køre efter i det generelle mesterskab, da Hans Hartmann har et forspring på 86 point, og der maksimalt kan høstes 79 point. men man kan jo altid køre efter heatsejre og dermed være med til at give publikum en oplevelse.
Hansenracing.dk
Gripping Media ApS Læs mere om: Ring Djursland15/09/13 - Ring Djursland - Special Saloon |