DTC   03/10/13

Nicki Petersen blev årets rookie i Auto-G DTC
DTC - Danish Thundersport ChampionshipNicki Petersen endte sin debutsæson i Auto-G Danish Thundersport Championship på en flot femteplads i det generelle mesterskab. Slutplaceringen resulterede samtidig i titlen som årets rookie, hvilket den 18-årige racerkører er utrolig stolt af

Inden finale-afdelingen på FDM Jyllandsringen indtog Nicki Petersen sjettepladsen i mesterskabet, med en realistisk chance for at forbedre sig yderligere en plads i tabellen, og samtidig slutte som bedst placerede debutant, men det krævede stabil kørsel og gode point.


(Foto: Dennerphoto.dk)

”Vi var meget opsatte på at komme i top otte i tidtagningen, hvilket giver adgang til Super Pole, men det lykkedes lige akkurat ikke, og jeg skulle starte nier,” berettede Nicki Petersen efter weekendens Yokohama DM Finale i Auto-G DTC.

Målet for weekenden var at gennemføre begge løb med flest mulige point.

”Jeg havde nok lidt for mange nerver på i starten af løb 1, hvor jeg overkørte bilen de første par omgange, og det tog lidt tid inden jeg fandt en god rytme. Mod slutningen af løbet overhalede jeg to konkurrenter, og kom i mål på en syvendeplads.”

Med reglen om placeringsbytte mellem de otte bedste fra løb et til løb to betød det en startposition som nummer to til Nicki Petersen i dagens, og årets, sidste løb.

”En farlig masse ting kørte rundt i hovedet på mig allerede på opvarmnings-omgangene. Jeg skulle køre mig egen chance, men samtidig skulle både Dennis og John (Lind og Nielsen, red.) kæmpe om mesterskabet, ligesom jeg heller ikke ønskede at blive fanget mellem Marius Nakken og Casper Elgaard, der begge to kunne slutte som treer i mesterskabet. Så jeg valgte at køre sikkert, holde øje med min egen nærmeste konkurrent til femtepladsen, og titlen som årets rookie.”

Ved målflaget havde det resulteret i et tilbagefald til en syvendeplads, men langt vigtigere havde Nicki Petersen cementeret sin top fem placering i mesterskabet.

”Vores målsætning da vi startede vores første sæson i Auto-G DTC var at slutte blandt de otte bedste. Vi endte på en femteplads, og som årets bedste rookie, hvilket jeg og hele teamet (Danpor Motorsport, red.) er vanvittig stolte af.”

”Personligt har mine højdepunkter i 2013 været afdelingen i Norge på Rudskogen, hvor jeg sluttede som nummer fire. Men også byløbet i Aarhus var en fed oplevelse. Det bliver godt med en vinterpause, til at fordøje årets mange indtryk, men jeg ser frem til at starte 2014-sæsonen og jagte nye mål i DTC serien,” slutter Nicki Petersen.

Nicki Petersen #74 Auto-G DTC


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 29/09/13 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk