Med to sejre i de to sidste løb i sæsonen i Porsche Mobil 1 Supercup på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi, sikrede Nicki Thiim sig mesterskabet. At vinde dette mesterskab var sandsynligvis et af de mest emotionelle øjeblikke i den unge danskers motorsportskarriere. For Nicki Thiim var den sidste race-weekend af dette års Porsche Mobil 1 Supercup mesterskab en følelsesladet oplevelse. Tankerne gik ofte i retning af sin nu afdøde ven og racer-kollega, Sean Edwards, der døde fjorten dage tidligere. Den selv samme Sean Edwards førte tilmed mesterskabet før denne løbsweekend med atten point.
Nicki Thiim var, trods de mange følelser, i stand til at udfolde sit åbenlyse talent allerede under kvalifikationen, hvor han sikrede sig andenpladsen til løbet om lørdagen og en pole-position til søndagens løb, og dermed næsten det perfekte udgangspunkt. Den nærmeste mesterskabskonkurrent, tyske Michael Ammermüller, opnåede kun en ottende og niende plads til henholdsvis lørdagens og søndagens løb. "Jeg kan rigtig godt li’ banen og jeg synes også hele tiden at blive bedre på banen," sagde Nicki Thiim efter kvalifikationen.
Nicki Thiim under lørdagens løb (Foto: Media Office Theisen)
Ved lørdagens løb kom Nicki Thiim godt fra start, men hægtede sig i første omgang bare på Earl Bamber der startede fra pole-position. Bamber holdt godt fast i sin førsteplads, og helt indtil den sidste omgang så det også ud til at den førende australier skulle vinde løbet. Men Bamber fik problemer med overkørte dæk og lavede tilmed en fejl, som danskeren var i stand til at omsætte. På den måde vandt Nicki Thiim sæsonens næstsidste løb og sagde efterfølgende: "Det var et meget smukt og meget følelsesladet løb for mig. Jeg tænkte hele tiden på Sean Edwards - især på den sidste omgang. Det er fx i fællesskab med ham, at jeg har opnået den største succes i min karriere - at vinde 24-timers løbet på Nürburgring. Under løbet ventede jeg på en fejl fra Earl og kunne også følge dæksitutionen, der blev rigtig slem mod slutningen, hvor jeg kunne overhale ham uden den store risiko." Den nærmeste rival Michael Ammermüller sluttede løbet på en sjetteplads, og der var således fjorten point mellem mesterskabskandidaterne før sæsonens sidste tyve point skulle tildeles om søndagen.
Nicki Thiim under søndagens løb (Foto: Media Office Theisen)
I søndagens løb startede Nicki Thiim fra pole-position. Fra løbets start kunne Nicki Thiim lave lidt afstand til holdkammeraten Kevin Estré. En safty-car-periode lige efter første omgang sørgede for at feltet blev helt samlet igen. Selvom Kevin Estré i perioder skyggede danskeren tæt, så hed vinderen af søndagens løb også Nicki Thiim – et løb der blev forkortet to omgang på grund af safty-car-perioden. Med denne sejr sikrede den unge dansker sig en af de største, men måske også mest følelsesladede triumfer i sin karriere – mesterskabet i Porsche Mobil 1 Supercup 2013.
Nicki Thiim øverst på podiet (Foto: Media Office Theisen)
Nicki Thiim sagde, meget bevæget, efter løbet: ”Det har været en meget følelsesladet weekend. Jeg har givet alt for at vise, at jeg havde fortjent at blive samlet mester. Jeg dedikerer denne titel til min ven Sean og vil rigtig gerne viderebringe pokalen til familien. På den måde vil jeg signalere at Sean er mesteren i vore hjerter”, og han supplerer med: ”Jeg vil gerne sige tak til alle der har støttet og troet på mig hele vejen mod målet – mine fans og selvfølgelig Team Attempto Racing!”.
Nicki Thiim som mester (Foto: Media Office Theisen)
Den unge dansker startede som meget ung med at dyrke motorsport og fik sit første gokart-mesterskab i hus som bare elleveårig. I 2006 blev han dansk Formel-Ford mester, og i 2008 sikrede han sig en titel i Seat Leon Supercopa. Han blev kåret til bedste rookie i Porsche Carrera Cup i 2009. Ligeledes i sin debutsæson i Porsche Mobil 1 Supercup i 2012 blev han bedste rookie. I denne sæson blev grundstenene for Supercup mesterskabet blandt lagt med sejre på traditionsrige baner som Silverstone og Monza. Der er dog lidt tid til den unge dansker kan slappe helt af og nyde sine bedrifter i denne sæson. Thiim er efterhånden et etableret navn inden for sportsvogne og deltager således også ved det sidste løb i World Endurance Championship, sammen med landsmændene Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen i teamet Young Driver AMR, der køres fra den ottende til den tiende november i Shanghai.
Natascha Theisen Media Office Theisen Læs mere om: Nicki ThiimYas Marina Circuit03/11/13 - Yas Marina Circuit - Porsche Super Cup |