Ligeså besværlig som kvalifikationen var for Perfection Racing Europe - ligeså problemfrit er løbet indtil videre forløbet. Den sorte Petronas Aston Martin har nu kørt perfekt i 6 timer og den sidsteplads, teamet startede fra, er blevet vekslet til en placering et meget sjovere sted i feltet. Men det var lidt med nerverne udenpå tøjet, at teamet rullede bilen ud til start. Gårsdagens fejl sad i kroppen og de første omgange efter starten stod alle med krydsede fingre. Men efter et kvarters tid faldt folk mere og mere til ro.
Efter 6 timer kæmper Kasper H Jensen om føringen i klassen (Foto: Henning Smed)
Michael Klostermann fandt hurtigt ind i en stabil rytme og han kunne beroligende melde tilbage, at bilen gik fint og at alt var, som det skulle være. Samme meldinger kom fra de to svenskere, Micael Ljungström og Erik Behrens, som i denne rækkefølge kom i bilen bagefter, og Aston Martinen bevægede sig støt og roligt op igennem feltet.
Erik Behrens overtog bilen, da det begyndte at blive mørkt og nu startede et nyt kapitel for kørerne. I går gik hele mørkekørslen jo op i fejlsøgning, men Erik kunne til sin tilfredshed konstatere, at han kørte lige så hurtigt i mørke som i dagslys.
Herefter kom Kasper H. Jensen i bilen og det var med en vis spænding at teamet fulgte hans første omgange. Ikke alene skulle han for første gang køre i mørke - det var også hans debut i bilen i løbssammenhæng i det hele taget. Men det har han tilsyneladende ikke ladet sig gå på af, for her efter 6 timer er han stille og roligt i gang med at æde sig ind på den førende i vores klasse.
Ja, hvem skulle have troet det forud for starten? Men her 6 timer inde har Perfection Racing Europe kørt sig op på andenpladsen i klassen SP3 og afstanden op til den førende bil mindskes stille og roligt. Generelt har teamet kørt sig op fra sidstepladsen til en placering omkring nummer 35 - lidt afhængig af, hvornår konkurrenterne har pitstop. Det her er ved at blive rigtig spændende!
OPDATERING: Klokken 18.50 dansk tid var Perfection Racing Europa på førstepladsen i klassen
Henning Smed Læs mere om: Kasper H. JensenKim HolmgaardMichael KlostermannPerfection RacingDubai Autodrome11/01/14 - Dubai Autodrome - 24H Series |