SportsCar Championship   17/03/14

Michael Christensen vandt 12-timers løbet på Sebring
Natten til søndag dansk tid kunne Michael Christensen og Porsche North America bryde ud i jubel, da danskerens Porsche 911 RSR med tyske Joerg Bergmeister i bilen, krydsede målstregen som vinder af 12-timers løbet på Sebring International Raceway.

Efter et nervepirrende halvdøgn vandt trioen Michael Christensen, Patrick Long (USA) og Joerg Bergmeister (Tyskland) den 62’ende udgave af det legendariske motorløb efter en forrygende finaleafslutning, hvor de tre førende biler i GTLM-klasse blot var adskilt af halvanden sekund med en halv time igen.


Michael Christensen
(Foto: Porsche)

Det var Michael Christensens første optræden på den legendariske amerikanske racerbane, og den unge fabrikskører fik overrakt den ansvarsfulde tjans at skulle kvalificere den knap 500 hk stærke Porsche 911 RSR forud for løbet.

Og der var ingen sceneskræk at spore i fredagens kvalifikation, hvor Michael Christensens med bravur taklede den svære kvalifikationsdisciplin. Den unge rookie kvitterede for tilliden ved at være hurtigst af alle, og vinde en flot pole position til teamet og medkørerne Patrick Long (USA) og Joerg Bergmeister (Tyskland).

Fra spidsen af GTLM-klassen blev den startende Patrick Long vidne til et mildt sagt begivenhedsrigt racerløb. Flere uheld og alvorlige sammenstød prægede de 12 timers motorløb, der allerede ved halvvejsmærket havde oplevet otte gulflags-perioder for hele banen – samt et enkelt rødt flag, hvilket kun er sket fire gange tidligere.

”Det var et utroligt svært løb for alle”, fortalte Michael Christensen allerede efter sit første stint bag det alcantara beklædte racerrat i den mælkehvide Porsche 911 RSR.

Løbets mange uheld og efterfølgende perioder med safetycar holdt samling i feltet, og derfor udviklede langdistanceløbet sig til et regulært sprintløb til trods for varigheden på et halv døgn.

”Det var nærmest vanvittig uden på banen, og vi var kontant presset til at yde vores bedste og kunne på intet tidspunkt finde ind i den planlagte rytme”.

Den nervepirrende spænding fortsatte helt frem til løbets afgørende fase, hvor de tre forreste i GTLM-klassen blot var adskilt af halvanden sekund. Joerg Bergmesiter var i bilen på andenpladsen, men efter det sidste pitstop kunne tyskeren overtage føringen og kører bilen først over målstregen til stor glæde i Porsche teamet, der også var det vindende team i åbningsløbet på Daytona i forrige måned.


Michael Christensen
(Foto: Porsche)

”Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor fantastisk jeg har det lige nu,” lyder det fra Michael Christensen, der med sejren vandt sit første motorløb for Porsche og således skrev sit navn på listen over succesfulde Porsche-kørere gennem tiderne.

”12H of Sebring er et ekstra prestigefyldt løb. Herover i USA betragtes Sebring som det amerikanske modstykke til Le Mans. At vinde her, og samtidig vinde mit første motorløb som fabrikskører for Porsche er ganske enestående.”

Midt i euforien og jubel finder en glad Sebring-vinder tid til at sende en varmfyldt hilsen til barndomsvennen Kevin Magnussen.

”Jeg er dobbelt stolt i denne weekend. Både over min egen præstation, men også over at være dansker, og vidne til Kevins (Magnussen, red.) tæt på uvirkelige, og helt fantastiske debut i Formel 1. En tredjeplads er vildt imponerende, og jeg glæder mig til at snakke med ham og udveksle krigshistorier fra begge vores weekend-løb,” slutter Michael Christensen fra USA.

Tredje afdeling i TUDOR United SportsCar Championship køres 11.-12. april på Long Beach Street Circuit.

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Sebring
  • 15/03/14 - Sebring - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto