Formel 1   30/03/14

Mere Mercedes i Malaysia
Hamilton vinder foran Rosberg.
Som forventet var det Mercedes der var bedst i Malaysias varme. Hamilton smuttede afsted fra pole og denne gang, fik han ikke tekniske problemer. I stedet førte han, pitstops undtaget, hele løbet. Set ovenfra var løbet generelt en statisk affære, med kun få spændende episoder.

Måske er der for mange variable, for mange muligheder for taktik. I al fald har Formel 1 2014 et problem, ligesom de sidste mange år. En situation fra løbet på Sepang illustrere dette. Nico Hülkenberg har satset på en to-stopper, mens Alonso har haft tre stop. Det er mod slutningen af løbet, Hülkenberg ligger på 4. pladsen og Alonso kommer bagfra. Det her kan blive spændende. Kan han holde Ferrari raceren bag sig de sidste fem omgange og dermed høste den store belønning for sit sats? Det kan han ikke - men det er ikke problemet. Problemet er at det var så åbenlyst at Hülkenberg ikke ville kunne holde Alonso bag sig, at det ikke engang var spændende. Tyskeren gav os ellers et show for pengene rundt i krøllerne for enden af start/mål langsiden. Han forærede ikke pladsen til Alonso, men forskellen i hastighed var så stor, at det var et spørgsmål om hvornår.

Det er ikke kun i forholdet mellem bilerne at Formel 1 har et lille problem med forudsigelighed - det kan løses af tid og udvikling og at alle finder ud hvordan denne nye formel fungerer. Det store problem med forudsigelighed er at man med stor præcision kan forudsige hvem der pitter hvornår, hvem der henter hvem hvornår - og ved hjælp af DRS og forskelligheden af dækkens ydeevne, alt efter om de er friske eller slidte, gør at kampene på banen bliver lidt på skrømt - at forsvare sig er næsten blevet en umulighed. Overhalinger er ikke attråværdige i sig selv - det er forsøgene der tæller - ikke gennemførslen.

Men Hamilton vandt løbet. Ikke mange fødder blev placeret forkert i Mercedes'ens smalle cockpit. Rosberg tog en næsten ligeså sikker 2. plads, mens Vettel ligeså sikkert tog 3. pladsen.

Hülkenberg og Alonso har vi været omkring. Hülkenberg kørte et godt løb og fik endda lov til at vikariere en lille smule på 1. pladsen, mens Hamilton havde bilen til service. Alonso gjorde hvad han kunne, men Ferrari virker ikke specielt stærke.

Button fik en 6. plads - og den skal han egentlig være glad for. Tidligt i løbet havde han et par dueller med Magnussen i den anden McLaren. Men efter at Magnussen rendte ind i en lille serie af uheldige omstændigheder, kunne Button stille og roligt etablere sig som den førende af de to, i dag. Nogen god dag for teamet var det ikke - de var ikke konkurrencedygtige overfor dem foran og faktisk var Button en smule heldig.

Hans held hed Williams. De to kørere fra det engelske team lå det meste af løbet sammen som et sæt siamisiske tvillinger, med storebror Massa forrest. Men der var ikke idyl i lejren. Bottas mente han var hurtigere, Massa at Bottas var for grov i sin kørsel. Finnen var ellers startet langt nede, men kørte sig hurtigt op, men endte altså bag sin brasilianske kollega. Først fik han ordre på at blive bagved, mod slutningen blev der givet kontraordre, men Massa havde ikke tænkt sig at flytte sig og hold stædigt fast i sin 7. plads. Igen viste teamet at der er potentiale i bilen, men kørerne skal lige forløse det helt.

Bag de to slagsbrødre fra Williams kom så de to pointtagende debutanter fra Melbourne, Magnussen og Kvyat. Begge kørte lidt mindre spektakulært end for to uger siden. Magnussen havde undervejs kampe med både Button og Bottas. Og med Raikkonen. Den sidstnævnte, som var den første, ganske tidligt i løbet, fik store konsekvenser for dem begge. På vej ind i et sving ramte Magnussens frontvinge Raikkonens baghjul, der punkterede. Finnen tilbragte resten af løbet langt nede i rækkerne, mens Magnussen først måtte køre nogle omgange med en beskadiget vinge, dernæst have et langt pitstop for at få skiftet sin diller-snude. Og så blev det hele toppet af med at han blev fundet skyldigt i at være årsag til sammenstødet og fik fem sekunders straf, der skulle afholdes i forbindelse med næste pitstop.

Om straffen var fortjent var svær at se - de eneste billeder vi fik at se, var fra Magnussens on-board kamera, og de var svære at afgøre skylds spørgsmål ud fra. Men ligemeget er det; det ødelagde løbet for både ham selv og Raikkonen.

Den opmærksomme læser vil måske spørge til Ricciardo - ham der alligevel ikke blev nr. 2 i Melbourne. Han havde det ikke så godt i dag. Han startede ellers godt og kom foran holdkammeraten, men ikke så længe. Længe lå han til gengæld som nr. 4 og resultatet så ud til at vil blive at de to Red Bulls ville kommer efter de to Mercedes racere. Men sådan skulle det ikke gå.

Et pitstop gik galt, ganske meget galt. Venstre forhjul var ikke sat ordentlig på, heldigvis nåede han ikke ret langt, før han stoppede og hele teamet kom løbene for at skubbe ham baglæns ned til deres egen pit. Det kunne være gået meget værre! Det gjorde det sådan set også, men bare ikke på den måde, hvor andres helbred kom i fare, som når et løssluppent hjul danser afsted og sigter efter alt på sin vej. Men det blev værre, dels fordi han fik en fem sekunders straf, ligesom Magnussen, dels fordi han også fik ødelagt sin frontvinge, der skar en revne i dækket. Senere udgik han - men det var fra en plads som nr. 16.

Rigtig spændende var løbet ikke - dertil er Mercedes for overlegen. Men der er håb om at de andre henter ind på dem. Det skal bare helst være mens der stadig er noget på spil og ikke til efteråret, når Mercedes så bare kan vælge at forsvare i stedet for at angribe.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Sepang
  • 30/03/14 - Sepang - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk