DM Rally   01/04/14

Blandet sæsonstart for Bisted Motorsport
I weekenden tog Bisted Motorsport hul på sin 2014-sæson. Det var ved ADAC Wikinger Rallye, hvor Jesper Bisted sammen med sin co-driver Heidi Knudsen fra Egtved for første gang i denne sæson var i aktion.

”Vi vandt vores klasse med 12 sekunders forspring, og det havde vi bestemt ikke regnet med. Samtidig blev vi treer i Tunet National, så det er fint,” siger Jesper Bisted. ”Men rent faktisk var det en meget blandet sæsonpremiere.”

ADAC Wikinger Rallye blev afviklet over to dage med seks hastighedsprøver fredag aften og otte hastighedsprøver lørdag.


Mod slutningen af løbet gik det perfekt for Jesper Bisted og Heidi Knudsen

”På de første fire prøver om fredagen spillede det bare ikke,” forklarer køreren i den grønne og hvide Suzuki Swift. ”Jeg bremsede alt for tidligt og måtte give gas igen for at komme hen til svingene. På de sidste to prøver fredag aften fik vi fart på igen, for vi havde ændret på den måde, som Heidi skulle læse vores noter op på.”

”Lørdag stolede jeg ikke på mine noter på de fire første hastighedsprøver. Når vi kom til en top, og der så var 60 meter til et hurtigt højresving, så bremsede jeg på toppen, fordi jeg var bange for at ryge af vejen. Heidi og jeg tog en snak om det ved eftermiddagspausen, og på de sidste fire hastighedsprøver har det bare fungeret. Det var nogle rigtigt fine prøver, som jeg gerne vil køre igen.”

Jesper Bisted og Heidi Knudsen havde haft et minimum af forberedelse forud for det tyske rally, da deres Suzuki Swift først var blevet klar i ugen op til løbet. Blot en enkelt funktionstest var det blevet til, men bilen fungerede godt.

”Bilen har artet sig fint. Der var et lille problem med en vinduesvisker, der ikke kørte, men det er småting, der har været. Men de ting, der har været, har været min skyld,” siger Jesper Bisted ærligt.

Bisted Motorsport


Læs mere om:
  • Jesper Bisted
  • Schleswig
  • 29/03/14 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto