Der er hele to føringer, som skal forsvares, når Suzuki Motorsport den 30.-31. maj stiller til start i tredje afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Forud for Ecoteck Rally Himmerland ligger såvel Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Dianalund/Ringsted) som Kasper Nyman/Dan Johannsen (Vejen/Vejen) på førstepladsen i deres respektive DM-divisioner.
”Vi er klar til at køre løbet,” siger Kasper Nyman, som sammen med Dan Johannsen har brugt pausen siden forrige DM-afdeling til at deltage i et minirally, hvor det blev til en klassesejr. Men Hobro og omegn, hvor det kommende DM-rally skal køres, er stort set ukendt territorium for den unge kører.
”Selv om løbet er blevet kørt mange gange før, så har det bare ikke passet med de sæsoner, hvor jeg har kørt i DM-serien, så jeg har ikke kørt på en eneste af hastighedsprøverne før,” siger Kasper Nyman. ”Jeg har f.eks. heller aldrig været på Nysum-banen før, hvor der skal være rallycentrum.”
Kasper Nyman og Dan Johannsen har deres anden DM-start i den nye Swift
Kasper Nyman/Dan Johannsen tog sejren i Standard National ved forrige DM-afdeling og det har bragt dem på en delt førsteplads i kampen om Danmarksmesterskabet.
”Denne her gang går vi også efter en sejr, selv om vi godt er klar over, at kan blive svært, specielt i kampen mod to-liters bilerne,” siger Kasper Nyman. ”Løbet har blandt andet en rimelig lang rundbane, og der kan det måske blive svært at følge dem.”
Mens Hobro som rallyområde er nyt for Kasper Nyman, har Kenneth Madsen/Henrik Dernoff været der flere gange.
”Lindum Skov er en rigtig hurtig hastighedsprøve, som jeg før har kørt, men det er også et løb, hvor der er ni procent, og det kan jeg godt lide,” siger Kenneth Madsen. ”Jeg håber også, at det bliver den samme prøve, vi skal køre som Super Stage i år, som vi kørte sidste år, for den var rigtig fin.”
Kenneth Madsen og Henrik Dernoff fører Tunet National
Siden seneste DM-afdeling har Kenneth Madsen bl.a. holdt formen ved lige med en start i Rally Sulinger Land og i et Yokohama-rallysprint i Thisted. Men desværre tegner det kommende løb ikke til at byde på en duel med hans DM-rival, Benny Pedersen.
”Det er lidt ærgerligt, at Benny ikke kommer til start efter den kamp, som vi havde ved sidste DM-rally, for det var sjovt,” siger Kenneth Madsen. ”Sådan som vi kørte sidst, ja, det var ikke kun os, som syntes, at det var tæt, det var der også andre, som gjorde. Vi kørte også hinanden op i et højt tempo, hvor vi gjorde os gældende i generalklassementet. Men det håber jeg alligevel, at Henrik og jeg kan gøre os gældende generelt denne her gang.”
Suzuki Motorsport
Læs mere om: Dan JohannsenHenrik DernoffKasper Nyman AndersenKenneth MadsenHobro31/05/14 - Hobro - DM Rally |