Le Mans   15/06/14

Jan Magnussen: Nu skal der kæmpes!
Le MansEfter en suveræn start på årets Le Mans holder Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor efter otte og en halv times kørsel en 6. plads i GTE Pro-klassen

Godt en tredjedel inde i årets 24-timers Le Mans kæmper Jan Magnussen hårdt bag rattet af Corvette #73, som han deler med spanske Antonio Garcia og amerikanske Jordan Taylor. Trioen lå nummer seks GTE Pro-klassen, da klokken passerede 23.30.

— Jeg fik en rigtig god start og er godt tilfreds med mine to første stints. Vi har en rigtig god bil, jeg skal bare være forsigtig med at presse den. Lige så snart man gør det, reagerer den temmelig kontant, så det gælder hele tiden om at holde den indenfor grænserne, lød det fra Jan Magnussen tidligt lørdag aften.

Så kom regnen, til at begynde med bare en let byge. Det lykkedes imidlertid Jan Magnussen at passere den førende Ferrari, men racerkøreren måtte herefter sætte farten markant ned i takt med, at regnen tog til.

— Jeg havde et par lidt for spændende situationer på Mulsanne-strækningen, men begge gange lykkedes det mig at redde bilen. Så kom ulykken med de to prototyper fra Audi og Toyota, og selv bag safetycarbilen var man hele tiden på grænsen til at køre galt, så jeg besluttede at kalde ind og bede om regnvejrsdæk, forklarer Jan Magnussen.

— Jeg kunne have taget chancen og blevet derude og håbet på, at banen tørrede hurtigt op. Men på det tidspunkt var vi ikke engang to timer inde i løbet, og så er det altså for tidligt at begynde at gamble.

Antonio Garcia overtog herefter rattet og måtte ind og have et ekstra pitstop, da banen igen var klar til tørre dæk. Således var trioen et pitstop bag de førende konkurrenter, men Garcias hurtige omgangstider hjalp på situationen.

Jordan Taylor var tredje mand i bilen lørdag aften, men blev efter nogle gode omgange fanget lige bag en safetycar-bil, hvilket forhindrede trioen i at hente det tabte ind.

Da Jan Magnussen overtog bilen efter Jordan Taylor kl. 22.15, oplevede mekanikerne pludselig tekniske problemer med det system, som skal løfte bilen under dækskifte, hvilket kostede yderligere dyrebare minutter.

— Nu skal vi kæmpe, men det har vi heldigvis prøvet før, var Jan Magnussens kommentar, inden han drønede ud i tusmørket i den gule Corvette.

Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor ligger klokken 23.00 lørdag aften seks i GTE Pro-klassen.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 15/06/14 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport