Special Saloon   25/06/14

De brølende SSC-biler vender tilbage til Padborg Park
Racerbanen afslutter første halvdel af sæsonen med bl.a. FirstStop Special Saloon
FirstStop Special Saloon Car bliver en af hovedattraktionerne, når Padborg Park afslutter første halvdel af 2014-sæsonen. Det sker i den kommende weekend, hvor banen afholder sit Midsommerløb.

Da FirstStop Special Saloon Car-klassen tog hul på året, var det netop på Padborg Park, at det skete, og her diskede feltet op med rigtigt godt race, hvor der blev kæmpet ned gennem rækkerne. Det ændrede dog ikke på det faktum, at Claus Christensen, Århus, var hurtigste mand i feltet med sin danskbyggede Aquila og vandt alle tre heats – en præstation, han i øvrigt gentog ved klassens anden mesterskabsafdeling.


Der er stor variation blandt bilerne i FirstStop Special Saloon Car

Men der er andre, som gerne vil byde ham op til dans.

Christian Siepmann, Risskov, har over de senere år udviklet sig til at blive en meget hurtig herre i FirstStop Special Saloon Car, hvor han bl.a. kørte en andenplads hjem og satte næsthurtigste omgang i sin BMW M3 GT E92. Men østjyden vil gerne vise, at han kan køre endnu stærkere, og det satser han på, når andre kørere som også Jørgen Hansen, Fjenneslev, og Mikkel Overgaard Pedersen, Struer, kommer til start.

Mikkel Overgaard Pedersen var den store overraskelse i FirstStop Special Saloon Car ved sæsonpremieren på Padborg Park. Sin unge alder til trods – han er blot 17 år – lykkedes det ham at køre to andenpladser og en tredjeplads hjem, ligesom han formåede at besejre Jørgen Hansen, der aldersmæssigt kunne have været hans bedstefar!


Mikkel Overgaard Pedersen var en af overraskelserne ved FirstStop Special Saloon Cars første start på Padborg Park i år

FirstStop Speecial Saloon Car-klassen er ikke den eneste, man vil kunne opleve ved Padborg Parks Midsommerløb.

En stor del af programmet udgøres således af forskellige historiske klasser, der spænder over alt fra gamle standardvogne fra halvtredserne og tresserne til klassiske formelbiler. Derudover vil man ved Midsommerløbet også kunne opleve moderne biler i henholdsvis Formel Ford og Yokohama 1600 Challenge.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 29/06/14 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport