Formel Ford - DK   28/07/14

Jan Jønck tæt på hattrick i svensk Formel Ford-weekend
RS Competitions to Aquilaer satte tempoet på Kinnekulle Ring
Det danske Formel Ford-felt var i den sidste weekend af juli draget til Kinnekulle Ring i Sverige for at udkæmpe årets fjerde afdeling af det danske mesterskab, og selv om racerbanen var ny i Formel Ford-sammenhæng for alle i feltet, så var der specielt to kørere, som skilte sig ud.

Det var Mathias Kristensen, Charlottenlund, og Jan Jønck, Skødstrup, hvis to Aquila-racere fra RS Competition var temposættende det meste af weekenden.

Det blev dog kun til to sejre ud af tre mulige for duoen, hvor det var Jan Jønck, som løb med de store pokaler. En gang i løbet af weekenden formåede Mathias Kristensen at krydse målstregen først, men en teknisk uoverensstemmelse med hans bil betød en udelukkelse, hvorfor den mesterskabsførende Frederik Schandorff, Rønde, kunne tage sæsonens syvende sejr og forsvare sin sammenlagte førsteplads.


To sejre ud af tre mulige blev det til for Jan Jønck på Kinnekulle Ring
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto)

I det første heat førte Jan Jønck fra start til mål og hentede en tre-sekunders sejr hjem, hvor hans forspring blev hjulet godt på vej af den duel om andenpladsen, som stod mellem Frederik Schandorff og Mathias Kristensen, mens Mathias W. Smith, Nibe, og Kasper Larsen, Aalborg, på tilsvarende vis havde en hård kamp om fjerdepladsen.

I andet heat – hvor der i øvrigt tidligt måtte indsættes en safety car grundet et sammenstød mellem Sander Wichman Mortensen, Valby, og Christian Schandorff, Rønde – formåede Jan Jønck denne gang også at lægge sig i front. Bag sig blev han fulgt af Mathias Kristensen og Frederik Schandorff, men begik så en fejl og kørte af banen. Han kom dog tilbage på asfalten igen, men var faldet langt tilbage.

Mathias Kristensen – der i alle tre løb satte hurtigste omgang – fik herefter opbygget et solidt forspring til Frederik Schandorff, der dog mod slutningen af løbet blev presset hårdt af Mathias W. Smith og Kasper Larsen. Mathias Kristensen kom først i mål, men måtte senere afgive sejren, da en teknisk efterkontrol viste, at bilens frihøjde ikke overholdt minimumskravet.

Tredje og sidste heat udløste en sikker sejr for Jan Jønck, der dermed er rykket frem fra fjerde- til andenpladsen i den samlede stilling efter Frederik Schandorff.


Kampen mellem Kasper Larsen (30) og Mathias Smith (2) involverede mere end blot brug af asfalten
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto)

Løbsweekenden på Kinnekulle Ring bød også på et comeback til en Formel Ford-veteran, nemlig Alex Stubberup Frederichsen, Lystrup, som sidst kørte i klassen i slutningen af halvfemserne. I Copytec Racings Spectrum-racer blev det til en fjerde- og to sjettepladser for veteranen, som undervejs måtte lide den tort at indkassere en stop-and-go-straf for tyvstart.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jan Jønck
  • Kinnekulle
  • 27/07/14 - Kinnekulle - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto