Sommerferien er snart ved at være slut. I hvert fald den rent motorsportsmæssige del af den, for på fredag skal Jesper Bisted atter i aktion.
Denne aften krænger rallykøreren fra Oens atter sin sorte kørerdragt op over skuldrene og spænder sig fast i sin hvide og grønne Suzuki Swift Maxi 1600, og så går det løs. ”Så gælder det årets udgave af rallysprintet i Fårvang,” siger Jesper Bisted med et smil på læben. ”Det er et virkelig sjovt løb, simpelthen fordi der er så mange mennesker, der er til stede. De sørger for en fantastisk kulisse rundt om rallysprintbanen.”
Jesper Bisted er klar til at kæmpe for en klassesejr og en finaleplads i årets rallysprint i Fårvang (Foto: Bisted Motorsport)
Rallysprintet i Fårvang afvikles i to dele. Der er en indledende konkurrence, hvor alle deltagerne skal ud i tre heats, og resultatet herfra bestemmer ikke blot klasseresultaterne, men også hvilke tyve kørere, som kommer i den afsluttende finale, hvor der kæmpes alle mod alle.
”Jeg skulle gerne i finalen, og jeg skulle også gerne vinde min klasse,” siger Jesper Bisted. ”Jeg har ikke et præcist overblik over, hvem jeg skal konkurrere mod i min klasse, men jeg skal vinde klassen. Jeg skal tro på det.”
”Det er tredje gang, at jeg starter med Suzukien i Fårvang, så den lille bil kan også godt finde rundt på prøven, selv om den måske ikke er verdens fedeste. Men det er sjovt, fordi der er så mange publikummer. Der er en god stemning, og hvis man undgår at ramme paller, betonklodser og containere, så skal det nok gå.”
Bisted Motorsport
Jesper Bisted
Læs mere om: Fårvang08/08/14 - Fårvang - Rally |