Rally   27/08/14

Lærerig VM-debut i ADAC Rallye Deutschland
Kim Madsen/Line Lykke Jensen formåede ikke at komme over målrampen, da de i weekenden var til start i ADAC Rallye Deutschland. Alligevel var det en lærerig VM-debut, som makkerparret fik.

”Det var selvfølgelig ærgerligt, at vi måtte udgå på den fjerdesidste hastighedsprøve, men vi har kørt mange kilometer og mange gode kilometer. Det har været ekstremt lærerigt for både Line og mig med de mange snoede og krævende veje, og det har givet noget erfaring og noget god træning,” siger Kim Madsen.


Kim Madsen og Line Lykke Jensen lå på en niendeplads blandt 24 startende i deres klasse, da de blev ramte af tekniske problemer.
(Foto: rallypics.dk)

”Ambitionerne med hensyn til resultatet var ikke så store. Vi har ikke været de hurtigste, men absolut heller ikke de langsomste. På det tidspunkt hvor vi løb ind i problemer, lå vi som nummer ni ud af 24 i vores klasse, og det kan vi kun være tilfredse med. Vi havde også hele tiden en tanke i baghovedet om, at vi har et DM, vi skal ud at kæmpe for om 14 dage.”

ADAC Rallye Deutschland fandt sted i området omkring Mosel, hvor der bl.a. blev kørt hastighedsprøver på de snoede veje i vinmarkerne. Det gav store udfordringer for Kim Madsen/Line Lykke Jensen på førstedagen.

”Nogle af de indtryk, som vi fik på førstedagen, havde vi med en god nattesøvn fået bearbejdet, for det gik meget bedre om lørdagen,” siger Kim Madsen. ”Under lørdagens hastighedsprøver gik det rigtig godt, og vi fik en bedre rytme i bilen og mere fart i den.”

Desværre løb makkerparret også ind i tekniske problemer med deres Peugeot 208 R2. På den hastighedsprøve, som skulle afslutte lørdagens program, opstod der røg i bilen.


Kim Madsen og Line Lykke Jensen blev sendt ud på udfordringerne i ADAC Rallye Deutschland foran Porta Nigra i Trier.
(Foto: rallypics.dk)

”På den lange Panzerplatte-prøven gik en O-ring i tandstakken i stykker. Olien løb ind på gulvet i bilen og det begyndte at ryge. Vi nåede kun ni kilometer af de 43 kilometer, og jeg turde ikke køre resten af hastighedsprøven af frygt for, at der skulle gå ild i olien,” siger Kim Madsen.

Mekanikerne fra Peugeot Sport Dealer Team DK fik i løbet af lørdag aften rettet fejlen, og Kim Madsen/Line Lykke Jensen fik lov til at fortsætte løbet om søndagen, dog med et tidstillæg på fem minutter.

”Vi nåede en tredjedel af den første prøve om søndagen, og så gik bremsepedalen i bund, og det er ikke det fedeste sted at gøre det i vinmarkerne. Vi fik gearet ned og motorbremset bilen, så vi kunne stoppe, men man bliver meget forskrækket over, at bremsepedalen går i bund, mens vi er på vej ned ad bjergene. En bremseskive var flækket, og et stempel i kaliberen var røget ud, så bremsevæsken løb ud,” forklarer Kim Madsen.

”Men selv om vi ikke kom i mål, synes, at vi har fået en god oplevelse ved at deltage i dette VM-løb, og Line og jeg har fået meget med hjem, som vi kan bruge.

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Kim Madsen
  • Line Lykke Jensen
  • Peugeot Sport Dealer Team

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk