Dennis Bannergaard, Team Bannergaard Racing, fortsatte de gode takter til Grand Prix Danmark.
Løbet blev kørt på FDM Jyllandsringen i weekenden som den 5. afdeling af Yokohama 1600 Challenge. Dennis indtog 5. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet inden weekenden, og målet var at komme tættere på top 3 i stillingen.
Teamet viste masser af fart ved det foregående løb på Ring Djursland og var derfor den tungeste bil til denne afdeling, med hele 70kg succesballast.
Det specielle ved Grand Prix Danmark er at løbsweekenden afviklet over 3 dage. Teamet skulle derfor allerede i aktion fredag eftermiddag kl. 16.20, hvor træningen skulle køres. Her var der ikke meget, der viste, at der var så meget ekstravægt med i bilen. Da de 20 minutter var gået var Dennis nemlig 3. hurtigst af alle, og kun 34/1000 dele af et sekund bag førstepladsen!
Derfor var teamet meget fortrøstningsfuld forud for kvalifikationen lørdag morgen. Men de vidste også godt at mange af konkurrenterne nok først ville give gas for alvor i kvalifikationen.
Her var køreren fra Græsted hurtigt ud af pitten, og satte hans bedste kvalifikationstid allerede på 5. omgang. Tiden var næsten den samme som i træningen, men konkurrenterne havde lige det lidt ekstra at give, at det kun rakte til 4. startposition.
Mens træning og kvalifikation blev kørt på stort set knastør bane, faldt regnen en halv times tid inden starten på heat 1. Teamet fik derfor travlt med at sætte regndæk på bilen, da de mønsterløse tørvejrsdæk er fuldstændig uegnet til andet end knastør bane.
Det blev til en super første omgang for den gule Peugeot 207 nummer 59 med Dannebrog på taget. Allerede da de 24 biler afsluttede første omgang, var den at finde helt i front af feltet. Her lykkedes det at opbygge et forspring til forfølgerne, inden at de stille og roligt begyndte at hente ind hen mod slutningen af løbet.
2 omgange før mål måtte Dennis desværre afgive 1. pladsen, men kunne stabilisere sig på 2. pladsen og køre den sikkert i hus.
Derved var der masser af gode point til kontoen – men også 7. startposition til heat 2.
Heat 2 var programsat søndag eftermiddag 13.30, og det så længe ud til at blive et tørvejrsløb. Men kort tid inden at bilerne skulle køre på banen, valgte himlen at åbne sluserne. Teamets mekanikere fik derfor rigtig travlt med at sætte regndæk på bilen, inden at denne skulle ud og holde klar på startgridden.
Det blev til endnu en rigtig god første omgang, og 7. pladsen var hurtigt vekslet til en 4. plads, hvorefter jagten på de 3 forreste blev sat ind.
Den gode fart fra heat 1 fortsatte, og 2 omgange senere var Dennis helt i front af løbet. Men forfølgende bankede på og desværre måtte han se 2 af dem passere inden at målflaget kom ud efter 11 omgange.
Alligevel var den en rigtig god weekend, og målet blev opnået.
I det generelle DIF Danmarksmesterskab står der stadig en 5. plads ud for Dennis Bannergaards navn, men med kun 8 point til 3. pladsen, kan meget nå at ændre sig i løbet af de 2 sidste afdelinger af mesterskabet.
Næste afdeling køres om 1½ uge på Sønderjyske Padborg Park. Her skal der endnu engang 70kg med i bilen, men også flere af de andre konkurrenter i toppen af mesterskabet skal have ligeså mange eller flere kilo med i bilen. Så jagten fortsætter udfortrødent på at få en medalje med hjem, når sæsonen er omme.
Team Bannergaard Racing
JJ Media Læs mere om: Dennis BannergaardJyllandsringen31/08/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |