Motorsport kan være både fedt, flot og frustrerende, og det sidste er nok det der umiddelbart betegner Jakob Borum’s deltagelse i Grand Prixet i år. Efter en absolut forrygende weekend på Ring Djursland var forventninger i ProRacing, at der skulle samles endnu flere point til at blande sig i topstriden i SuperCuppen, men sådan skulle det ikke gå. Allerede i tidtagningen meldte det første problem sig, da udstødningen simpelthen hoppede af. Det betød at Jakob kun fik kørt 3 reelle omgang, og da han samtidig havde valgt en regnvejrsopsætning af undervognen kombineret med slicks dæk måtte han, noget uvant, nøjes med en placering som nummer 10 på startgridden. Heldigvis er Jakob en god starter, og da starten går skyder han afsted, og allerede efter ¼ bane, på vej ind i hesteskoen ligger Jakob 5’er, og så er uheldet ude igen. Bag ved Jakob får Leidulf Nilsen et puf, der sender ham på tværs, og med højre bagskærm rammer Leidulf’s Polo Jakobs venstre bagskærm og baghjul, hvorved Jakob ryger 180 grader rundt, og pænt må vente på, at feltet kommer forbi. Desværre er Honda’en blevet ramt så uheldig, at sporingen er slået helt skæv på baghjulet og dermed kan bilen ikke styre ordentligt, og Jakob må trille i pit uden at have kørt en hel omgang.
Jakob Borum blev på uheldigste vis taget ud af spillet i heat 1 (Foto: Keld Dohm)
Heldigvis var skaderne på bilen til at håndtere, og de kosmetiske skader kunne i bogstaveligste forstand klares med en stor hammer og noget gaffatape, så bilen var klar til heat 2 søndag middag. Her startede Jakob bagerst, og igen fik han en god start og var hurtigt oppe i den øverste 2/3 dele af feltet, men et uheld kommer sjældent alene, og desværre får Jakob bremset lige sent nok for enden af den korte langside og giver dermed en anden deltager et mindre puf. Noget der af dommerne blev takseret til 2 strafbaner. Samtidig begyndte et slidt hjulleje at påvirke styringen, så bilen ikke længere kørte optimalt, og med 2 strafbaner betød det, at Jakob måtte kæmpe en brav kamp for at få bilen i mål på en 11. plads. Desværre kunne det slidte leje ikke skiftes på stedet, men teamet vurderede dog, at det burde være muligt at gennemføre heat 3, velvidende at vinderchancerne nok var ikke eksisterende. ”Alle hjullejer på bilen er de originale fra fabrikken, så de er 16 år gamle, og har kørt race de sidste 10 år, og så har de vel egentlig også gjort det rimeligt godt”, fortæller Jakob Borum efter heatet.
En bulet bagskærm forhindrer ikke at man kan køre ræs, men et nedslidt hjulleje er ikke godt, så derfor blev det kun til en 11. plads i heat 2 (Foto: Keld Dohm)
Det viste sig desværre at forudsigelserne om, at lejet godt kunne køre et heat mere ikke var korrekte. Efter 6 omgange var det tydeligt at mærke, at det ikke længere var forsvarligt at køre med det slidte hjulleje, og Jakob måtte køre i pit efter en Grand Prix weekend, der vil blive husket for sort uheld.
Næste gang Honda’en skal på banen bliver til Yokohama finalen den 27. – 28. september på Jyllandsringen. Der er bestilt nye lejer, og mon ikke også, at bulerne nok skal blive glattet ud. Jakob og resten af teamet er opsat på at vise at de høre til i toppen af Yokohama SuperCup, og det skal ske til de sidste 2 afdelinger.
Honda ProRacing, www.proracing.dk
Keld O. Dohm
Læs mere om: Jyllandsringen31/08/14 - Jyllandsringen - SuperCup |